DEN SOCIALE KONSTRUKTION AF IDÉER - Københavns Universitet

nihilo (jf. Sapir 1924). Igennem analyserne har det vist sig at skabelsen af idéer derimod hænger
mere snævert sammen med en konstruktionsproces. At konstruere kommer af det latinske
constructionem der betyder at samle, bygge, lave, akkumulere, sætte noget sammen. I denne optik
tages begrebet konstruktion således helt bogstaveligt: Håndværkere konstruerer bygninger, tømrere
konstruerer tagkonstruktioner, og murere konstruerer murkonstruktioner. En idé er ikke meget
anderledes end et hus. Et hus skal skabes (konstrueres) af en række byggematerialer der sættes
sammen i en ny helhed. En idé skal tilsvarende skabes (konstrueres) af en række ressourcer / tanker
/ erfaringer / perspektiver / genstande etc. der sættes sammen i en ny helhed. Og på samme måde
som håndværkere håndterer de materialer huset skal bygges af, således håndterer også deltagere
under idéudviklingsmøder de immaterielle tanker eller materielle genstande som nye idéer bliver
skabt af. Og som håndværkere håndterer byggeriet som det skrider frem, ved at evaluere på det,
kritisere det og måske oven i købet dekonstruere det hvis der er fejl i den bærende konstruktion,
således håndterer også deltagere ved idéudviklingsmøder de idéer der bliver fremsat: De bygger
idéer, kritiserer idéer, forfiner idéer, forsvarer idéer, udvikler idéer og vedtager idéer til videre
innovation og implementering. Kort sagt: De skaber og håndterer idéer i et lokalt sekventielt miljø i
et spændingsfelt mellem tese, antitese og udviklingen af en syntese.
Hegel beskrev hvordan en logisk og historisk udvikling foregik som en progressiv dialektik mellem
tese, antitese og syntese i et aldrig afsluttet modsætningsfyldt forhold (Hegel 2005). Hegels
historiefilosofi tilskrev historiens verdensånd et selvstændigt fænomenologisk agentskab. I
modsætning til Hegels verdensånd er idéen ikke andet end et tegn med lokal betydning for
deltagerne – et tegn der kan sedimenteres som et mere alment accepteret symbol i en succesfuld
innovations- og implementeringsproces. Men netop som et semiotisk fænomen er idéen også
foranderlig i relation til fortolkerne i et lokalt forankret syntaktisk, semantisk, pragmatisk,
kropsliggjort og materielt struktureret miljø hvor idéen viser sig som potentialitet for bestemte
aktualiteter. Det er netop denne potentialitet der viser sig som idéernes karakteristika qua
aktualiseringens håndgribeligt interaktionelle udtryk.
Ifølge den aristoteliske hylemorfisme kan idéer ses som stof der endnu ikke er formgivet; idéer er
potentialitet for aktualisering for så vidt en formgivning finder sted via mentale (eller sociale)
handlinger. Idéer er derfor, før den ”endelige” formgivning, foranderlige. Og vil ofte også bagefter
være foranderlige. Idéen om et bord der aktualiseres og materialiseres som et bord, har potentialet i
sig til at blive til fx et trætårn, et bål, en træhule etc., og bliver det for så vidt idéen aktualiseres
gennem handlinger. Men idéen er ikke længere en idé når den er aktualiseret og materialiseret; så er
den en genstand, et objekt, et fænomen – der dog igen kan blive til en idé for noget andet. I den
forstand er idéen foranderlig og mulig at kombinere med noget andet for at skabe endnu en ny
betydning ad infinitum.
!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
genetics (Gaton, 1870; 1911; Hirst, 1931; Kretschmer, 1931); (3) empiricism, the view that creativity is essentially
learned, held by a number of investigators (Huntchinson, 1949; Osborn, 1953; Torrance, 1962); (4) energentism, the
view that creativity emerges as a synthesis of the hereditary and environmental forces (Arnheim, 1954; Werthimir,
1945); (5) cognition, creativity resulting from thought processes (Guilford, 1968; Hersch, 1973; Mednick, 1968;
Wallas, 1936); (6) serendipity, the notion that creative discoveries are accidental, although the person may be prepared
for a sudden insight (Cannon, 1940; McLean, 1941); (7) romanticism, the belief that creativity originates through
unanalyzable inspirations and that examining the illusory roots of creativity will destroy it (Agha, 1959); (8)
physiology, the contention that creativity is rooted in the biology of the human organism (Eccles, 1958; Gutman, 1967;
Mumford, 1970; Sinott, 1959); (9) culture, or the determination of creativity by the historic Zeitgeist (Durkheim, 1898;
Stein, 1967); (10) interpersonal relations, or creativity resulting from being triggered by group interaction as in
brainstorming or synectics (Anderson, 1959; Gordon, 1961; Parnes, 1962; Prince, 1970); and personality, or the
contention that the sources of creativity are understandable by examining the development of personality either
psychoanalytically (Freud, 1908; Jung, 1928; Rank, 1945) or through self-actualization theory (Goldstein, 1930;
Maslow, 1959; May, 1959; Rogers, 1954).”
!
243