DEN SOCIALE KONSTRUKTION AF IDÉER - Københavns Universitet

konfiguration her og nu. Deltagere ved idéudviklingsmøder forstår og orienterer sig mod hinandens
kognition ud fra denne fælles socialt tilgængelige og materielt, tidsligt og rumligt manifesterede
verden, hvorved netop forståelse og orientering er muliggjort og en slags theory of mind
konceptualiseret; dvs. antagelsen om at enhver deltager har en teori om at andre deltagere kan
tænke og forstå (Vygotski! 1978; Levinson 2006b:10).
101$Q-#)/4+,=#/)")$++D/=#$>"4/+)/.$$
Multimodale analyser #( skal både ses i forlængelse af the lingvistic turn (Rorty 1967) der gav
sproget ontologisk førertrøje på, og samtidig som en kritik af den lingvistiske tilgang til sproget.
1. Tidligt blev man klar over (allerede med Kants kritik af den rene fornuft (Kant 2002)) at det
enkelte menneskes perception og sproglige kapacitet satte grænserne og mulighederne for
forståelse og erkendelser. Sproget blev derfor sat i centrum.
2. I lingvistikken førte det til en søgning efter den universelle grammatik (Chomsky 1957;
Chomsky 1966).
3. Med pragmatikken (Levinson 1983; Mey 2001), herunder talehandlingsfilosofien (Austin
1962; Searle 1969) og CA (Sacks, Schegloff & Jefferson 1974) blev studiet af sproget flyttet
over i et naturligt miljø hvor mening skabes interaktionelt.
4. Med interessen i multimodalitet flyttes fokus helt væk fra et isoleret fokus på sproget, til
fordel for et bredere billede af kommunikationshandlingerne som andet og mere end blot
sprog. Det har i kronologisk rækkefølge betydet:
a. Et fokus på deltagernes orientering mod kroppens visuelle side, dens gestus og
bevægelser (Goodwin 1979; Schegloff 1984b);
b. Et fokus på kroppen i dens situerede materielle struktur (M.H. Goodwin 1980; C.
Goodwin 1994);
c. Et fokus på kroppen i en semiotisk økologi hvor også den taktile side inddrages
(Koschmann et al. 2011).
Formålet med det etnometodologiske program har hele tiden været at forstå det ”maskineri” der
driver social interaktion (Sacks 1984). Den tætte analyse af sproget har her blot været et middel.
Men et middel der hen ad vejen synes at være blevet sit eget formål. Således har der historisk set
været fokus på hvad der alene sker sprogligt. Det gælder fx alle Schegloffs analyser (undtagen
Schegloff 1984b) der empirisk også har haft udgangspunkt i ikke-ansigt-til-ansigt-baserede
telefonsamtaler. Metodisk har man indhentet lyddata og på den baggrund alene forholdt sig til
samtalens sproglige indhold (Have 2007). Det har imidlertid haft videnskabsteoretiske
konsekvenser i den udstrækning spørgsmålet om interaktionen har tenderet at være talecentrisk og
dermed multimodalt reduktionistisk #) . Det er et problem, da socialiteten netop består af flere
!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
#( Begrebet multimodalitet bliver også brugt hvor fokus mere er på visuelle udtryk og moderne medier (Kress 1996;
Kress 2001; Kress 2011), eller i mere lingvistisk forstand hvor fokus er på muligheder og nødvendigheder; enten i den
snævre lingvistiske forstand hvor fokus er på hjælpeverbet (auxiliary verbs) som fx ”har”, eller i den bredere forståelse
inden for SFL hvor fokus er på en ytrings hele co-text (Halliday 1976; Halliday 1978). I afhandlingen er multimodalitet
dog afgrænset herfra og i stedet defineret som et begreb der involverer kommunikative betydningsdannelser via en social
in situ-semiotisk økologi (Streeck, Goodwin & LeBaron 2011). Man kan dog argumentere for at begrebet er tautologisk
al den stund at interaktion pr. definition altid er multimodal. Men da der har været en vis praksis for hovedsageligt at
forbinde begrebet interaktion med den sproglige modalitet, er der grund til at knytte multimodalitet til.
#) En anden nyere position der også kritiserer det ensidige talefokus, er nexus-analysen (R. Scollon 2001; R. Scollon &
S.W. Scollon 2004; R. Scollon & S.W. Scollon 2007; R. Scollon & S.W. Scollon 2009). Fokus er her ikke på sociale
gruppers interaktion, men på hvordan handling skabes og forskydes. Denne position har i den optik en del til fælles med
!
72