DEN SOCIALE KONSTRUKTION AF IDÉER - Københavns Universitet

• Idéen om at tænkning er kropsligt betinget i den forstand at tænkningen er informeret af den
kropslige erfaring af verden. Det er tesen om The Embodied Mind (Lakoff & Núñez 2000).
• Idéen om at tænkningen kan være muliggjort ved hjælp af fysiske strukturer; at man fx
bruger pen og papir som hjælpemiddel til at regne noget ud. Det er tesen om The Embedded
Mind (Wilson 2001).
• Idéen om at tækningen ikke er en aktivitet inde i hovedet som en grænse til den ydre verden,
men flyder ud i det nære miljø. Det er tesen om The Extended Mind (Clark & Chalmers
1998).
I afhandlingen vil der være fokus på hvordan deltagere bruger artefakter som ressourcer og
informeres af den kropslige erfaring af verden (de første to teser). Men det vil ikke blive vist
hvordan den subjektive tænkning og det nære miljø er sammensmeltet i en extended mind-tese, da
denne tese forbliver et teoretisk tvivlsspørgsmål der producerer flere problemer end det løser. Med
Adams & Aizawas (2009) ord er problemet for transcranialisterne (altså dem der mener at der ikke
er en forskel mellem det sker uden for hovedet og inden i hovedet) at de forveksler en funktionel
kausalitet med et konstitutivt fænomen. Kort sagt: blot fordi hjernen bruger pen og papir til at regne
noget ud, betyder det ikke at pen og papir er en del af det kognitive system. Pen og papir
medkonstituerer ikke det kognitive system, men har en funktion i relation til det kognitive system.
At koble disse to fænomener er en kausal fejlslutning der mangler præmisserne for slutningen.
Brugen af fx pen og papir knytter sig til en både embodied og embedded praksis, men det faktum
opløser ikke forskellen på kognition inde i hovedet og distribuerede og situerede sociale handlinger.
Som Adams & Aizawas viser, adskiller hjernens kognitive processer sig fra den transcranialistiske
position ved at bestå af 1) indhold der ikke kun er afledt eller relationelt forbundet med den ydre
verden og 2) bestå af særlige neurologiske processer der ikke genfindes i andre systemer (jf. Adams
& Aizawa 2008).
Denne position betyder også en kritik af radikale fortolkninger af fx Hutchins (1995), Wilson
(2004) eller Clarks (1989; 1997; 1998; 1999; 2009) position. Hvorvidt der faktisk sker en fælles
orientering mod det samme fænomen, viser sig kun som en offentlig social konstruktion hvor
deltagerne orienterer sig mod den semiotiske økologi, og gennem bekræftelse eller afkræftelse
fortløbende producerer betydning. Om og hvordan viden eller tænkning reelt er delt, forbliver
uforklarligt. Afhandlingens fokus på socialt distribueret kognition betyder derfor (gengivet efter
(Thompson & Fine 1999:281 ff) at:
• Gruppen af lokalt situerede deltagere behandles som en gruppe.
• Den autentiske interaktion mellem deltagerne er den centrale analyseenhed.
• Der vises særlig opmærksomhed mod deltagernes synkroniseringshandlinger.
• Det iagttages hvordan der sker forandringer og orienteringer imod forandringer in situ.
At vise opmærksomhed mod deltagernes socialt distribuerede kognition er altså ikke et opgør med
individuelle kognitive strukturer, men det er en måde at skabe forståsele for hvordan fælles
idéudvikling kan foregå som en embodied og embedded praksis. Med begrebet distribueret der er
lånt af Hutchins, menes altså ikke at kognition aktivt kan processeres uden for hjernen, men at
kognition kan placeres uden for hjernen som passivt stof; medieret via semiotiske ressourcer som fx
sprog, krop og materielle strukturer der tilskrives betydning af en fortolker.
Idéer som kognitive fænomener har, ved at blive socialt behandlet, en nødvendig relation til en
offentlig tilgængelig og fælles forhandlet situation af artefakter og handlinger situerede i en bestemt
!
71