DEN SOCIALE KONSTRUKTION AF IDÉER - Københavns Universitet

Idéer i hverdagssamtale er imidlertid sjældent så eksemplariske som disse eksempler og derfor
desto sværere at placere i denne skematik. Forskellige typer sociale handlinger som konstateringer
og spørgsmål kan reelt fungere i praksis som idéfremsættelse. Mange idéer bliver desuden fremsat
og behandlet som idéer uden at ordet idé indgår på noget tidspunkt. Det er den præcise kontekst der
er helt afgørende for hvad der bliver behandlet som en idé.
Som eksemplerne ovenfor kort viser, kan idéen om en idé gå fra et helt færdigt eksistentielt,
filosofisk system, til et simpelt forslag i hverdagens strøm af begivenheder. Og selv hvis man
afgrænser sig fra at beskæftige sig med de store idéer der i videnskabens eller filosofiens navn kan
omvælte verden (se fx Parsons 1938; Kuhn 1979), gør det ikke en præcis definition lettere. For selv
om man umiddelbart beskriver et fænomen som en idé, og i hverdags-samtalen accepterer
beskrivelsen som legitim og adækvat, er det straks vanskeligere at vurdere hvad der er en
idéfremsættelse eller idérespons, for så vidt ingen af deltagerne italesætter de sociale handlinger
som idéer. At der desuagtet er tale om idéer, kan være klart for enhver. Så hvordan løses det
problem?
I kreativitetsforskningen identificeres idéer synonymt med kreative processer, hvor idéen skal være
”new, surprising and valuable” (Boden 2004:1), (jf. også Amabile 1996; Watson 2007) for at kunne
defineres som en idé & . Det er et unødvendigt strengt krav at stille til en definition, eftersom det
kræver at man kan bestige det arkimediske punkt hvorfra idéen endegyldigt kan vurderes. Kun
retrospektivt, og nogle gange mange år efter, kan det afgøres om en idé var ny, overraskende og
værdifuld – og for hvem og hvordan egentlig? Det er derfor mere frugtbart at definere idéer som
deltagere in situ selv behandler dem.
Selv om et klassisk aristotelisk krav til en definition er at den må kunne indfange genstandens
essens (Olesen 2002), så er det ikke nødvendigvis genstandens ”egentlige” essens (das ding an
sich), men nok snarere dens væsentligste essentielle træk. Væsentlighed bliver dermed et krav til en
definition. Et andet krav der transcenderer objektivitetskravet og genplacerer det i et lokalt
sprogspil, er at definitionen må gives et anvendelsesområde, dvs. i hvilke sammenhænge
definitionen kan bruges. De to krav til en definition er således at den 1) indfanger de væsentlige
essentielle træk der 2) kan anvendes i en bestemt kontekst.
Forsøget på at definere snævert og præcist hvad en idé er i afhandlingens optik, udvikles abduktivt i
det følgende: Først sluttes der induktivt fra et eksempel til de pragmatiske aspekter der er til stede
ved idéfremsættelse. Bagefter sluttes deduktivt fra eksisterende litteratur og beskrivelser af hvad
idéer vil sige. Endelig sættes de forskellige input sammen i en heuristisk definition.
Afhandlingens datagrundlag er som beskrevet videofilmede møder fra tre forskellige danske
organisationers kommunikationsafdelinger. Eksemplet herunder er fra universitetets afdeling. Der
er tre deltagere til stede: Viggo der er en intern medarbejder i organisationen med ansvar for at
arrangere en stand på Forskningens Døgn. Søren der er mediator og samler op på de forskellige
bidrag. Og Hans der er ekstern konsulent, og som repræsenterer en virksomhed der skal bidrage
med indhold på standen. På det tidspunkt vi kommer ind i samtalen, taler de om hvad der ellers sker
på standen. Konsulenten Hans har set at nogle andre bidragydere ikke bidrager med et madindslag,
men ”blot” med at sige noget om skoven. Den idé der bliver fremlagt (fra l. 30 markeret med fed),
er at der må være en kobling mellem skovens muligheder og det at lave mad.
!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
& Se afsnittet om den funktionelle teoriretning i forskningspositionering (kap. 2). !
!
10