DEN SOCIALE KONSTRUKTION AF IDÉER - Københavns Universitet

modaliteter der må tages højde for i en interaktionsanalyse hvor deltagerne er fysisk til stede. Det
centrale for deltagere ved idéudviklingsmøder er ikke hvordan der tales, men hvordan der skabes
relevant mening. Det bliver derfor nødvendigt at kigge nærmere på de multimodale
kommunikationshandlinger.
Begrebet modalitet stammer blandt andet fra semiotikken og kan betyde tegnsystem. I afhandlingen
bruges begreberne således synonymt. Mening opstår som følge af den måde forskellige
informationer gennemstrømmer og skabes via forskellige modaliteter/tegnsystemer. Og et fokus på
multimodalitet kan således også siges at være et fokus på multiple tegnsystemer. Der er potentielt
uanede modaliteter (Goodwin 2011), men overordnet set er de væsentligste 1) sproget, 2) de
kropslige handlinger og relationen til og brugen af 3) artefakter og materielle strukturer. Hver
modalitet har systematiske præferencer for hvad der giver mening.
På trods af det centrale begreb om modaliteter og den baggrundsforståelse der ligger i semiotikken,
er der en mærkbar mangel af forklaring på hvad fra semiotikken der benyttes i CA, og hvad der
kritiseres. Goodwin der ofte taler om forskellige ”sign systems”, har fx kun sporadisk en reference
til Saussure, men uden at udfolde hvordan han egentlig forstår et tegn og læser Saussure. Saussure
(1965), forekommer imidlertid ikke at være den mest oplagte inspirationskilde. Hans projekt bestod
i overvejende grad i en afdækning af sproget som et singulært tegnsystem, hvor tegnet sidestilles
med en lingvistisk enhed i en stærkt formaliseret analyse af en dyade mellem en signifier og en
signified.
Kigger man derimod på Peirce, åbner der sig i højere grad mulighed for at forstå multimodalitet –
som Goodwin også medgiver i et interview (2011). Peirce står også som en af pragmatismens
grundlæggere og forekommer dermed yderligere at stå i et konsistent forhold til afhandlingens
abduktive metodik.
Ifølge Peirce er objekter symbolsk repræsenteret som tegn. Et mennesket kan således forstås som et
tegn der bliver fortolket af andre tegn, og som selv fortolker de tegn det møder. Et tegn er
karakteriseret ved at have en kvalitet, en reel tilknytning til det det repræsenterer, og en umiddelbar
mening. Et portrætbillede er fx et tegn for den der bliver afbilledet, fordi det repræsenterer
vedkommende (Peirce 1991). Til forskel fra Sausures dyade består Peirces tegnteori af tre
relaterede dele: et tegn, et objekt og en fortolker (interpretant) #* . Som Peirce definerer:
”Anything which determines something else (its interpretant) to refer to an object to which itself
refers (its object) in the same way, the interpretant becoming in turn a sign, and so on ad infinitum.”
(citeret fra Kockelman 2005).
Et tegn repræsenterer kun et objekt gennem fortolkningen og er således en interaktiv handling. Det
betyder at meningen i et tegn konstrueres gennem fortolkningen af tegnbrugeren. Peirce udvikler
!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
Latour (2005) og er således på samme vis uinteressant som perspektiv når fokus netop er at blive ved gruppens
handlinger in situ. Endvidere er position normativt funderet på emancipatoriske anvisninger. !
#* Peirce er ikke særlig konsistent i sit begrebsbrug hvad angår tegnet. Som det ses her, er et tegn således defineret ved
tre dele hvoraf det ene også er tegnet. Det er mere retvisende at tale om at det første tegn, konstruktion af et tegnsystem
med mening, er en semiosis eller en third, som Kockelman (2005) gør opmærksom på; altså helheden af tre elementer.
En helhed der er et tegn, men som kun giver mening som et tegn ved at dets tegnkarakter indgår i en triade mellem et
objekt og en fortolker. Et tegn er det som står for noget andet. Og det samlede semiosis er en relation mellem to
relationer; relationen mellem et tegn og et objekt og relationen mellem et tegn og en fortolker. Relationen mellem
relationerne udgør semiosis; den samlede lokale betydningsdannelse.!
!
73