DEN SOCIALE KONSTRUKTION AF IDÉER - Københavns Universitet

I linje 7 fremhæver Frans sin opdagelse rent sprogligt: ”man kan sige" (.) i kanten” og
illustrerer samtidig ved distinkt at pege på kanten. Og han konstaterer videre: ”der vil du ik
ha' (.) aså den so:rte fa:rve me:n >det vil du ha< !ovenpå”. (l. 9-10). Mens
han siger det, peger han ligeledes på kortets overflade. Ytringerne er således designet som en
direkte reference til den materielle genstand som ressource for idéfremsættelsen.
Frans refererer til Viggo i sin tale ved at sige ”du”. Funktionen er
inddragelse af Viggo som medkonstruktør af idéfremsættelsen. Dermed
er funktionen også at gøre Viggos medlemskategori som ekstern ekspert
relevant. Det er en medlemskategori Viggo ikke selv umiddelbart synes
at gøre relevant, men som Frans via sin orientering mod ham gør
relevant. Både via den kropslige orientering og ved verbalt at designe sin
ytring som udfoldelse af hvad Viggo tidligere har forklaret kan lade sig gøre (at der kan være farve
ovenpå på kortet). På den måde fungerer Viggo som legitimerende reference for den idé Frans
fremsætter. Ved at designe den afsluttende ytring med den intonalt opadgående afslutning og ved at
kigge op på Viggo ved det overgangsrelevante sted, projicerer han Viggo som relevante næste-taler.
Viggo responderer præfereret i linje 11 og bagefter afslutningsvis i linje 14 hvor Viggo gentagende
og med en både sekventiel og praksis-præference (Schegloff 1988:453) svarer: ”præcis (.) på
"bagsiden °j:a°”. Herved udviser han forståelse for og accept af den fremsatte idé om hvordan
kortet og dets farvning kan se ud. Og ikke blot forståelse som i en minimalrespons, men qua
gentagelsens ekko-format udvises kognitivt distribueret affiliation.
I denne situation ser det imidlertid også ud til at ekko-svaret gør mere end at udvise forståelse. I
kraft af det sekventielle miljø hvor den kropsligt-materielle mediering udgør det centrale
orienteringspunkt, kan ytringen også ses som udtryk for at idéen som et kognitivt fænomen er
!
192