DEN SOCIALE KONSTRUKTION AF IDÉER - Københavns Universitet

hertil tre begreber der nuancerer hvad tegn er. Han taler om icon, index og symbol. Om symbolet
skriver han:
”A symbol is a sign which would lose the character which renders it a sign if there were no
interpretant.” (Peirce 1991:240)
Her ligger det ikke i definitionen af tegnet som et symbol at det er en lingvistisk enhed. Derimod er
det blot vigtigt at der er en fortolker (interpretant) til stede der giver mening til tegnet. Det må netop
være i den udstrækning det er muligt at udvide læren om semiotik til også at gælde multimodale
kommunikationshandlinger. For interaktion under idéudvikling der involverer deltagere der udfører
kropslige bevægelser mens de taler med hinanden, og mens de er i et forhold til materielle
strukturer, kan siges på forskellige måder at agere inden for forskellige tegnsystemer der virker
sammen i et symbolsk hele som en triade mellem tegnet, objektet og fortolkeren. Enhver deltager
skaber nye tegn som symboler i fællesskab med andre tilstedeværende deltagere der igen fortolker,
giver mening og skaber nye tegn gennem de multiple modaliteter.
Som det vil blive klart i analyserne, er afhandlingens datamateriale rigt på eksempler hvor en samlet
semiosis skabes ved den måde deltagerne relaterer sig til et objekt (fx et dokument (materielt) eller
en idé (immaterielt) der fortolkes af en eller flere deltagere som et tegn med mening. Tegnets
kvalitet (qualisign) består i at det potentielt kan relatere sig til objektet. Dets singularitet (sinsign) er
en realiseret aktualitet. Dets lovmæssighed (legisign) er en bestemt konfiguration (Peirce 1955; jf.
også Kockelman 2005). For eksempel: En deltagers potentielle fremsættelse af en idé er tegnets
kvalitet, den aktualiserede fremsættelse af idéen er tegnets singularitet, og tegnets lovmæssighed er
idéfremsættelsen som en generaliseret type social handling. Da de fleste begivenheder (i
særdeleshed idéudviklingsmøder) inkluderer en multiplicitet af simultant producerede tegn, er
begivenhederne også singulariteter som specifikt aktualiserede potentialiteter. Semiotik er på den
måde mangfoldig kommunikation som fortolkerens betydningstilskrivning af objektet som
meningsfuldt tegn. Og en semiotisk ressource er tegnets egenskaber (qualisign, sinsign, legisign) i
den udstrækning et givent objekt tilskrives betydning af en fortolker og derved får anvendelse i
situationen. Men hvilket som helst tegn kan ikke stå for hvilken som helst betydning. Tegnet finder
sin lokale mening via deltageres fortolkninger og meningstilskrivninger. Forholdet mellem signifier
og signified er dermed ikke arbitrært (som hos Saussure) men socialt in situ-motiveret.
Det er på kort form den semiotiske baggrundsforståelse for afhandlingens multimodale analyser. På
den måde skal sproget som et tegnsystem ses i et symbiotisk forhold til andre tegnsystemer. De
udgør en økologi. For at forstå de fleste sociale situationer og handlinger i løbet af et
idéudviklingsmøde trækker deltagerne på en fortolkning af flere tegnsystemer på samme tid. Det er
derfor man med Goodwins ord må undersøge ”… the organization of the ecology of sign
systems…” (2003a:22). De forskellige semiotiske felter skal ses i sammenhæng med hinanden som
betydningsfulde konstruktioner af mening. Det er her det giver mening at tale om en semiotisk
økologi; altså en relation mellem forskellige tegnsystemers indre relationer mellem tegnet, objektet
og fortolkeren (jf. også Streeck 2010a:232).
At tale om multimodalitet svarer således til at tale om en semiotisk økologi hvor deltagere bygger
handlinger ud fra forskellige semiotiske systemer. Den samlede meningsfulde handling består
således af forskellige delkomponenter i en økologi såsom tale, kropshandlinger og brug af
materielle strukturer. Dermed forstås økologi teoretisk som en helhed der er defineret ved sine dele i
en gensidig afhængighed: et ”man-environment system” (Bateson 1972). Og denne definition
knytter sig specifikt til situationen hvor mennesker handler ansigt til ansigt. Denne tilgang må man
!
74