DEN SOCIALE KONSTRUKTION AF IDÉER - Københavns Universitet

diskussioner af multimodalitet at kommunikation som mening og forståelse skabes gennem en
sekventiel organisering af deltagere i fællesskab. Der er tale om en samtidig co-construction af
mening (Goodwin 1995), ikke om en adskilt informationsoverførsel. Kommunikation er dermed i
sin grundlæggende definitive egenskab en intersubjektiv kategori.
Begrebet om kommunikationshandlinger er samtidig en begrebslig videreudvikling af Austins
(1962) og Searles (1969) teorier om speech act $% . At bruge begrebet kommunikationshandling
(communicative action) er dog ikke usædvanligt for den interaktionelle (CA-inspirerede) tradition.
Se fx Enfield (2007) eller Streeck (2009b). Tilgangen har også visse lighedspunkter med Meys
begreb the pragmatic act (Mey 2001:kap. 8).
Talehandlingsteorien har som primært ærinde at afdække de sociale handlingers strukturer. Det er
en grundlæggende interesse i talens semantiske aspekter snarere end de syntaktiske og foregår
således inden for den pragmatiske gren af sprogteorien (Levinson 1983). Den helt overordnede
pointe er udtrykt i titlen på Austins hovedværk: How to Do Things With Words (1962). Tale er ikke
bare overførsel af information som fx i Shannon-Weaver-modellen, men en forandrende og dermed
handlende aktivitet. Af en simpel konstaterende lokutionær ytring hvor en taler fremsiger en
meningsfuld sætning, kan der være et illokutionært implicit element som har den hensigt at man
ønsker noget af lytteren, og hvis han handler på denne hensigt, har ytringen haft en perlokutionær
effekt, dvs. at ytringen har en konkret virkning på modtageren, og den ønskede handling udføres.
Man gør således en forskel gennem det man siger, og udfører dermed en social handling.
Talehandlingsteorien bidrager dermed med et interessant handlingsbegreb der kan overføres som en
grundlæggende forståelse af at man ved ytringer handler.
Men talehandlingsteorien er ikke tilstrækkelig nuanceret i en empirisk analyse. Problemet er at de
klassifikationer Searle prøver at udvikle, kun svagt kan lade sig gøre ved at forholde sig til
konstruerede og idealiserede ytringer udført af et enkelt individ. Så snart klassifikationerne skal
tilpasses autentisk interaktion, falder projektet sammen $& . Talehandlingsteorien er således teoretisk
interessant for sit handlingsbegreb, men metodisk uinteressant for sin abstraktion. At kaste en flaske
mod et skib når det ”døbes” mens skibet får sit navn udråbt, er en talehandling. Men det er også i
lige så høj grad en kropslig og materiel handling. Og handlinger der efterlader sig spor via alskens
samtidige semiotiske ressourcer (armen der svinger, skibet der rammes, munden der råber). Disse er
meningsfulde begivenheder og handlinger der kommunikerer. Derfor er det ikke tilstrækkeligt at
!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
I den del af organisationsteorien der også gør op med den forsimplede kanylemodel, taler man i stedet om CCO:
”Communicative Constitution of Organization” – hvor pointen altså er at kommunikation er altomfattende og dermed
konstituerende for social handling (May & Mumby 2004; Mumby 2005; Kuhn & Jackson 2008; Cooren et al. 2011). Her
er tale om en paraplymodel hvor mange positioner kan inkluderes. Pointen er at organisationer er konstitueret gennem
kommunikation. Hvordan vises ikke gennem minutiøse studier, og positionen forbliver ukonkret og abstrakt. !
$% Habermas udvikler i sin Theorie des kommunikativen Handelns (1981) en vinkel på hvad kommunikationshandlinger
vil sige, netop med udgangspunkt i talehandlingsteorien. Men hans teoriudvikling forbliver ikke blot så abstrakt i
analytisk øjemed som Austins/Searles teori, men udfoldes tillige i en makrostrukturel stærkt normativ sammenhæng der
mangler forståelse for beskrivelsen af detaljer i interaktionen. Han forklarer hvordan de deskriptive illukotionære
talehandlinger er originale og kan tjene som ideal for en kommunikativ diskurs. Som normativt ideal er positionen ikke
uinteressant, men de problemer der eksisterer hos Austin/Searle bliver reproduceret hos Habermas, og det gør således
positionen uanvendelig. Så selv om der med begrebet kommunikationshandlinger er nogle overlap med Habermas grand
theory, er der dog ikke en nævneværdig kobling her.!
$& Et godt eksempel er ordrer stillet som spørgsmål. Fx sætningen: ”Vil du tie stille?”. Læst isoleret som en ytring er den
designet som et interrogativ. Set i en kontekst kan det dog vise sig at sætningen er en ordre til et højrøstet barn.
Talehandlingen er således reelt set ikke et spørgsmål men en ordre. Det viser at den bredere kontekst må inddrages for at
skabe forståelse. !
!
78