DEN SOCIALE KONSTRUKTION AF IDÉER - Københavns Universitet

artifact” (2008:142); og at nye idéer opstår som en ”joint achievement” (2008:152). En
videnskonstruktion er således, som Engeström konkluderer, en socialt udfoldet og udviklet
”emerging new idéa” (2008:153). Engeström peger videre på at beslutninger ofte ser ud til at blive
udskudt. Samlet set bidrager Engeström altså med mange vigtige betragtninger over hvordan idéer
skabes socialt. Og i den forstand er positionen interessant.
Men Engeströms aktivitetsteori er ikke multimodalitet som i afhandlingen. På trods af at han
præsenterer data med billedmateriale i, indgår det ikke aktivt i analysen og bliver ikke tænkt som en
semiotisk økologi, men som et hierarkisk system hvor talen har førsteprioritet. Ej heller ænser
Engeström de små detaljers betydning som fx blikretning, kropsholdning etc.
Det etnometodologiske krav til hvad man analytisk kan uddrage af sine data, synes ikke at gælde for
Engeström. Således har han fx ikke noget problem med at kvalitetsvurdere de idéer deltagerne
fremsætter (fx: ”This does not seem to be a particularly original idea” (2008:162)). Den
etnometodologiske tilgang i afhandlingen afholder sig derimod fra at vurdere deltagernes
kommunikationshandlinger.
En fuldt udfoldet aktivitetsteoretisk behandling af afhandlingens problemstilling ville kræve en helt
anden tilgang til empirien der mere ville gå i retning at få placeret den moderne brug af møder til
idéudvikling som del af en ny måde at organisere sig på. Engeströms aktivitetsmodel kan tilbyde
nogle sammenhængende forståelser, men virker også stærkt deterministisk i sine strukturer. Hvad
der dog primært kan tages med i afhandlingens metodik, er følgende pointer:
• En bevidsthed om at handlinger og idéer transcenderer mødet i tid og rum.
• At det er muligt og interessant med mikroanalyser af møder ved at fokusere på tale og
kropslige bevægelser.
• At deltagere bruger tid på meget andet, primært situationsdefinitioner, mens de konstruerer
nye idéer.
• At idéer kan ses som en konstruktion af ny viden.
201$!")$/($>/)-H4-#)/4+,=#"$5"*>5".)/;$
Det in situ-multimodale perspektiv på idéudviklingsmøder findes endnu ikke fuldt udfoldet.
Multimodalitet er, som det senere nærmere vil blive forklaret "& , en teoretisk og metodiske position
der kobler mikrosociologiske tilgange på en semiotik af forskellige betydningsskabende modaliteter
hvor det centrale bliver kommunikationshandlingen, og ikke blot den sproglige ytring eller andre
isolerede enheder eller kanaler for produktion af mening. Fokus er således lige så meget på kroppen
og materialiteterne som på talen. Og som Birdwhistell (1970:71) konstaterer, er ”no single channel
in constant use, [but] one or more channels are always in operation.” Derfor må en analyse også
forholde sig til alle kanalernes (de semiotiske ressourcers) mulige betydning for idéudvikling.
At multimodale analyser generelt set er en relativt ny forskningsmetodik, bliver klart når man
kigger på de artikler der er blevet skrevet. Stort set alle bidragene er blevet produceret inden for de
sidste 20 år. Her er ikke plads til gennemgang af alle bidrag med en multimodal optik, men for
yderligere konsultering af metoden og dens rækkevidde se blandt andet: (Deppermann, Schmitt &
Mondada 2010; Goodwin 1994; 2000; 2003; 2007; M. H. Goodwin 2002; Heath & Luff 2007;
Hindmarsh & Heath 2000a,b; Koschmann et al. 2011; LeBaron & Jones 2002; Luff et al. 2003;
!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!
"& Afsnit 5.5.!
!
33