DEN SOCIALE KONSTRUKTION AF IDÉER - Københavns Universitet

Enkeltstående analyser inden for en overordnet ramme kan måske begrebsliggøres som en kohærent
kollektion af single-case-analyser. Hver analyse vil være båret frem af et komplekst argument.
Analysestrukturen er således at der først bliver præsenteret et hovedeksempel der bliver nærstuderet
og –analyseret. Bagefter følger en række yderligere eksempler der viser forskellige forekomster og
nuancer af det samme fænomen. Disse eksempler vil ikke blive analyseret med samme grundighed,
men fungerer som bekræftende og nuancerende materiale for hovedargumentet.
Analysepraksissen har været således at de fænomener der hyppigt optræder i data i og omkring
samtale om eller over idéer, er blevet nærstuderet. Selv om ingen fænomener er reelt enkeltstående,
fremstilles de i analysen flere steder som enkeltstående; som single-cases. Jævnfør i øvrigt singlecase-analyser
af fx Koschmann et al. (2011), LeBaron & Streeck (2009) eller Goodwin (2002).
Gyldigheden af analyserne står med andre ord ikke for fald blot fordi metoden er single-caseanalyser.
Gyldigheden af analyserne er således bundet op på graden af kvaliteten i det analytiske arbejde.
Men ud over ens fortolkningspraksis rejser sig også spørgsmålet om generaliserbarhed.
4.5.2.3 Hvad er udsigelseskraften; hvad kan generaliseres?
Hvordan og hvad der kan generaliseres, er et stort spørgsmål i socialvidenskaben. En del
undersøgelser i den tidligere CA byggede på store kollektioner der handlede om at identificere
grundlæggende strukturer i samtaler (jf. fx Sacks et al. 1974). Påstanden om generaliserbarhed var
dermed adækvat og gyldig. Men på trods af den store detaljerigdom er afhandlingens database ud
fra mere mainstream socialvidenskab relativt lille. Og afhandlingen er således også i højere grad
positioneret som et etnometodologisk studie der mere klassisk kan forstås som et casestudie.
Peräkylä skriver:
”In terms of the traditional ”distributional” understanding of generalizability, case studies on
institutional interaction cannot offer much. Studying one or a few sites only does not warrant
conclusions concerning similarities in the professionals’ and their clients’ conduct in different
settings. In that sense, case studies on institutionel interaction have a very restricted
generalizability. However, the question of generalizability can also be approached from a different
direction. The concept of possibility is the key to this. (Peräkylä 2004:297).
Argumentet om generaliserbarhed skal altså forfølges via to pointer. For det første pointen om at et
etnometodologisk single-case-studie principielt set ikke kan generaliseres. Dette bliver også slået
fast af Rawls, der skriver:
“No matter how widespread an account is it is not generalizable. Generalizability is not a property
of situated action… Order is what matters, not generalizability”. (Rawls 2008:note 21).
Et traditionelt positivistisk krav om generaliserbarhed er altså ikke muligt at generere af et
etnometodologisk studie. Til gengæld er den anden pointe at en ny form for mulig
generaliserbarhed kan opstå. Nemlig i den udstrækning undersøgelsen bidrager til en fortsat
akkumuleret teoribygning der beskriver den order at all points Sacks (1984) taler om. Ethvert
studie har, i kraft af at være et skabt og skabende øjebliksbillede af en samlet orden, potentialet i sig
til at kunne sige noget specifikt på et generelt niveau om netop denne orden. Undersøgelserne i
afhandlingen bærer præg at være unikke studier i 11 forskellige mødesituationer. Hvad der kan
siges, kan først og fremmest siges om netop disse forskellige situationer. Men i den udstrækning
!
54