DEN SOCIALE KONSTRUKTION AF IDÉER - Københavns Universitet

”og så: øhm og så' så er de:n (.) så er den og så
åbner man det so:m en en (.) en helhed (.)”.
Ytringen er simultant produceret i et samspil med det kropsligt-semiotiske felt af
betydning. Hans fører sine to hænder mod hinanden som for at lukke noget
sammen, og bagefter fører han dem fra hinanden som for at åbne noget. Denne
bevægelse sker meget hurtigt cirka 4 gange i træk mens han taler og kan ses som
en illustration af den verbalt producerede pointe om at de skal lave et produkt
der kan åbne og lukke. Hans reproducerer ikke præcist de samme bevægelser
som Ida lavede; bevægelser der omhyggeligt var udført med detaljerede bevægelser, men det er
imidlertid nærliggende at drage konklusionen: at Idas kognition omkring en alternativ form for
indpakning til julekortet er blevet distribueret og genkendt af Hans der orienterer sig affilierende og
videreudviklende over for Idas idé. Det er langt ad vejen synligt og hørligt i den måde Hans
responderer på, og hans affilierende accept-format kan derfor kaldes for et ekko-format.
Idas idéfremsættelse sker dermed ikke alene ved hendes egne kommunikationshandlinger, men i et
samspil med den orientering, de andre deltagere bidrager med. Den kropsligt orkestrerede fremsatte
idé er muliggjort af deltagernes visuelle orientering mod hendes hænder. Streeck & Kallmeyer
(2001:469) slår her fast at: “…gestures are known to be speakers’ phenomena, that is, actions that
accompany, are interwoven with, and occasionally replace, talk.” Taleren benytter sig af kropslige
handlinger som måder at orkestrere og producere yderligere betydning i tilknytning til det ytrede
niveau (jf. Schegloff 1984b). Men det omvendte er også tilfældet; at de kropslige handlinger så at
sige kommer først og dermed udgør den primære sociale handling (jf. Merleau-Ponty 2002). Det ser
ud til også at være tilfældet i nærværende eksempel hvor den kropslige illustration har
idéfremsætterens og deltagernes primære opmærksomhed og således udgør det betydningsbærende
tegnsystem.
Brugen af hænderne til at tegne billeder i luften er dermed en måde at skabe rummet på som
Haviland (2000) også bemærker og beskriver som et kropsligt forestillingsrum. Og Kendon (1997)
har vist hvordan der kan opstå deciderede singulære gesture-systemer – hvoraf tegnsproget er det
mest kendte. Og Enfields (2005) studier har vist hvordan deltagere bruger deres hænder til at tegne
og fortælle i luften, og hvis man rekonstruerer bevægelserne fremtræder tydelige diagrammer der
giver mening. Dette betragter Enfield som en kognitiv teknologi og en forlængelse af de muligheder
man ellers kun har med de fysiske materialiteter som fx at tegne. Ida kan på den måde siges at tegne
idéen i luften på en måde der gør idéen offentlig tilgængelig og mulig at reproducere – som Hans
gør ved at imitere hånd- og armbevægelserne.
Samtidig med at Ida sprogligt skaber en reference til en æske, en chokoladeæske og en tobaksdåse
og dermed skaber en sproglig analogi fra ”kendte” fænomener til den konkrete situation med
produktion af et julekort, illustrerer hun kropsligt analogien for at gøre pointen tydeligere og
dermed er betydningsskabelsen betinget af simultant udførte handlinger med forskellige semiotiske
rettigheder. Da der ikke bare er tale om en æske, men om produkter med særlige lukkemekanismer,
designer Ida sine multimodale handlinger så de illustrerer det der er vanskeligt at beskrive med ord
alene. Kompleksitetsniveauet i beskrivelsen fordeles således ud over de forskellige modaliteter
hvormed det bliver muligt for Ida at reducere kompleksiteten og fremføre sin idé. Ida italesætter
således ikke mere præcist hvordan lukkemekanismen skal se ud, men fremfører pointen gennem
analogien og illustrationen. Der er dermed tale om konstruktionen af et forestillings-format, hvor
deltagerne inviteres med ind i en forestillingsverden båret frem af hendes kropsligt distribuerede
kognition.
!
182