DEN SOCIALE KONSTRUKTION AF IDÉER - Københavns Universitet

samtalen udvikler sig. Hvad der er næste relevante handling er en vigtig dynamo i det maskineri der
driver trepartsstrukturen. Deltagerne orienterer sig kontekst-sensitivt til foregående tures produktion
og projicering af bestemte responsformater. Ud fra den klassiske sekventielle turpar-konstruktion
vil beskrivelsen af kapitlets analytiske pointe se sådan ud (jf Maynard 1984):
Idéfremsættelse (1. pair part) ! Respons (2. pair part)
Idékritik (1. pair part) ! Kritikhåndtering (2. pair part)
Pointen i denne gengivelse vil være at den foregående ytring altid tjener som kontekst for den næste
ytring, og derfor vil strukturen være: ytring, respons, ytring, respons etc. Det giver god mening i
turpar-konstruktioner som hilsner, afslutninger og simple spørgsmål. Det er imidlertid en
reduktionistisk beskrivelse af hvad der foregår under idéudviklingen. Trepartsstrukturen er en
ordnet struktur med indbygget præference for tre forskellige positioner udført med forskellige
sociale handlinger, på forskellige sekventielle tidspunkter og med forskellige tur-design. Strukturen
ser derfor sådan ud:
Figur 7: Model for trepartstrukturen.
Der er ikke tale om en turparkonstruktion, men om en positions-triade-konstruktion. Det beskrevne
sociale maskineri er ikke drevet af en dyadisk struktur (A-B) men en triadisk struktur (A-B-C). Da
kritikhåndtering som tredje-position efter kritik er et frekvent fænomen, vil det blive registreret som
mærkbart fraværende hvis det mangler. Logikken findes i den præferenceorganisering deltagerne
producerer multimodalt. Den disaffilierende holdning over for idéen kommer til udtryk som
dispræfereret respons i den sekventielt producerede anden position gennem forskellige typer
kritiske turdesign (fx rømmen/tavshed) og med mobilisering af forskellige semiotiske ressourcer (fx
kropslig forandringer/inddragelse af informationsmættede dokumenter), der på forskellige måder
fungerer som kritik og dermed projiceringer af tredje-positionens fremtidige problem-exitredskaber.
Disaffilieringen viser sig her både som en sekventiel dispræference og praksis-dispræference
(Schegloff 1988:453).
Der er en sekventiel præference for respons på en fremsat idé, og manglende respons viser sig som
en sekventiel dispræfereret handling der bliver interaktionelt behandlet. Fx produktion af tavshed.
Tavshed viser sig imidlertid samtidig at være en subtil variation af en praktisk dispræference (jf.
Pomerantz 1984a). Et fokus på praksis-præferencer er et fokus på måden turen bliver responderet
!
126