DEN SOCIALE KONSTRUKTION AF IDÉER - Københavns Universitet

placering i det materielle omgivende miljø producerer mening. I linje 2 og 3 får han forklaret at de
må befinde sig i et rum der er fysisk afgrænset, og hvori de skal forsøge at skabe en stemning så de
unge får en bestemt fornemmelse når de træder ind. Denne forklaring udtrykker han med ord, men
illustrerer samtidig gennem gestikuleren. Chris kigger mod Kaj der læner sig op ad bordet bag ham.
Yrsa kigger på Chris’ hænder mens han gestikulerer. Med hænderne afgrænser og former han det
rum han prøver at forestille sig, og således fungerer den kropslige kommunikation som metaforiske
repræsentationer af det forestillede objekt (rummet) (jf. McNeill 1992): Hænderne er holdt frem
foran kroppen så de andre kan se med og ”tænke med”. Fingrene er udstrakt og hænderne bliver
brugt til at markere rammerne af det der kan minde om en firkantet kasse som et afgrænset rum.
Således at Chris først med hænderne viser hvordan ”kassen” har grænser for enden og på siderne.
Med hænderne tegner han således de fire sider af den ”kasse” de skal prøve at forestille sig
indholdet af. Med denne gestikuleren markerer han dermed det rum som han samtidig verbalt taler
frem: ”!ind i det der rum >de får den de fornem'se< (.) så:” (l. 2-3). Dermed
trækkes simultant på forskellige semiotiske felter i den sociale konstruktion af et forestillet scenarie
– på samme måde som det sås i eksemplet med Ida der kropsligt skabte en forestillingsverden om
en æske.
Eksemplerne viser således hvordan deltagere ved idéudviklingsmøder benytter sig af kropsliggjorte
forestillinger som ressource for idéudviklingen. I eksemplet med Chris blev ordet forestille eksplicit
brugt som afsæt for idéfremsættelsen. Den videre idéfremsættelse forblev herefter inden for denne
forestillingsverden, og indholdet af samtalen var derfor betinget af strukturerne i denne ”verden”.
Funktionen af formatet er muligheden for helt bogstaveligt at indleve sig i en situation; dvs. ud fra
et hypotetisk scenarie at tænke, ”mærke”, føle og handle – kort sagt leve – som ”man” ville gøre i
den specifikke forestillede situation.
Inddragelsen af de forskellige semiotiske felter er her en vigtig ressource for deltagerne i deres
fortsatte multimodale meningsskabelse hvor de forskellige tegn tilskrives forskellig betydning i en
skiftende konfiguration og dermed også med skiftende situationel betydning. Her viser det sig at på
samme måde som meningsskabelsen i idéudviklingsprocessen for den enkelte er en visualiserende
kognitiv aktivitet, bliver det som distribueret kognition en social semiotisk visualisering der
inviterer til deling og fælles oplevelse. De forskellige tegn deltagerne producerer som sproglige
ytringer, kropslige handlinger og inddragelse af materiel struktur har som funktion at skabe en
fælles forestillet visualisering af hvad idéen går ud på – hvad der fx også tydeligt viser sig når
deltagere bruger narrativer (jf. Due 2012). Idéer til nye ting er fremtidsscenarier af forskellige
potentialiteter der igennem implementeringsprocesser bliver aktualiseret. Men at skulle beskrive
noget, måske blot omridset af en endnu ikke færdigformet og konceptuel stærk idé, er en
kommunikativt krævende opgave. Det er formentlig derfor man ser deltagerne fordele det
kommunikative arbejder ud over de forskellige semiotiske ressourcer for derved lettere at kunne
skabe en imaginær visualisering af hvordan en idé kan se ud/være udformet.
%902$!"($.*+5>#/>+-*D"$?+*$/,:-,;/.#/(