DEN SOCIALE KONSTRUKTION AF IDÉER - Københavns Universitet

3) kan indfange betydningen af instrumenter og fysiske genstandes betydning.
Modellen ser således ud:
Engeström beskriver modellen således:
”The model reveals the decisive feature of multiple mediations in activity. The interplay between
the subject and the object, or the actor and the task domain, is mediated by instruments, including
symbols and representations of various kinds. This uppermost subtriangle, however, is but the tip of
an iceberg. The less visible social mediators of activity – rules, community, and division of labor –
are depicted at the bottom of the model. Between the components of the system, there are
continuous transformations. The activity system incessantly reconstructs itself.” (2008:27).
Denne model placerer Engeström alle sine analyser i. Modellen kan derfor siges at have ontologisk
karakter som en universel beskrivelsesmodel der definerer hvad man epistemologisk kan vide om
analysegenstanden. I den forstand en på samme tid afklarende, men også determinerende model.
Engeströms arbejde med innovation er samlet i forskelle spørgsmål: Hvorfor et team stagnerer?;
hvordan muligheder for innovation emergerer i teams?; hvordan nye teams konstituerer sig?;
hvordan teams kan overskride begrænsninger?; hvad social kapital betyder i teams og hvordan
teams skaber ny viden. Den del af Engeströms arbejde der er mest relevant for afhandlingen,
vedrører særlig det sidste spørgsmål. Hvor de første nemlig besvares ud fra den mere
kulturhistoriske diskussion, er det sidste spørgsmål møntet på mikroorganiseringen og
konstruktionen af viden in situ.
At fremsætte og udvikle idéer svarer således på mange måder til begrebet om at konstruere ny
viden. Hvordan det sker, er Engeström interesseret i at få afklaret. Han diskuterer spørgsmålet op
imod Nonaka & Takeuchis (1995) knowledge creation model der adresserer det samme spørgsmål
men aldrig kommer i detaljen med de empiriske analyser, og derfor forbliver uinteressante i denne
optik. Engeström ender derfor også med at konkludere at konstruktionen af ny viden er en proces
der forløber mere mudret, dialektisk og reciprokt end som beskrevet af Nonaka & Teakeuchi.
Det metodiske udgangspunkt for Engeström og kollegaers arbejde er videofilmede møder. Centrale
passager er transskriberet, og billeder fra videomaterialet er sat ind i eksemplerne.
Transskriptionerne er opdelt i taleture, men inddrager ikke overlappende tale, pauser og lignende
detaljer. Engeström udsondrer herpå betragtninger over hvordan der under møder blandt andet
løbende foregår en forhandling om retning og formål der kommer til udtryk som questioning og
collective refocusing (2008:140); og konstruktion af mening og viden ved hjælp af ”a mediating
!
32