DEN SOCIALE KONSTRUKTION AF IDÉER - Københavns Universitet

”In certain conditions, left to self-organize in what looks like a mess with no apparent order, agents
interaction in a system can produce, not anarchy, but creative new outcomes that none of them ever
dreamed of.” (1996a:13)
Denne pointe er for så vidt i tråd med afhandlingens beskrivelser af at idéer skabes som en lokal
forhandling og tur-efter-tur-produktion af kommunikationshandlinger løsrevet fra en given
overordnet plan. Konklusionen om at interaktionen blandt deltagere ikke producerer anarki men nye
idéer, er i tråd med afhandlingens analyser. Men præmisserne bag konklusionen er at det ligeledes
er umuligt at beskrive præcist hvordan dette sker. Kaos er i sin natur udefinerbart. Burr og Larsen
(2010), der applicerer Staceys teori, prøver imidlertid at beskrive emergensen. De formår dog ikke
at opretholde en detaljeret deskriptiv analyse, men forfalder til normative beskrivelser af samtalers
kvalitet og eksistensen af spontane ytringer.
”Seen as quality of conversations: (3) the emergence of concepts that resonate with the participants’
own experience of the world is a quality that may drive innovation. Such concepts are often
metaphors or other sharp and concrete expressions, but we observe that they are likely to ‘work’
only because of the improvised timing. They are easy recognizable by the spontaneous responses
they elicit when they appear” (Buur & Larsen 2010:131) (mine kursiveringer).
Citatet bygger på præmissen om at det er muligt at sige noget om deltagernes intentioner, og at det
er muligt at vurdere, hvorvidt en ytring er spontant produceret på et bestemt improviseret tidspunkt.
Men som analyserne har vist, eksisterer der en sekventiel præferenceorganisering for hvordan idéer
behandles – og videre: at denne er deskriptivt iagttagelig ikke som en spekulation over spontanitet i
kaos, men som en interaktionel orden der løbende produceres og reproduceres. Deltagerne kan
skifte tema midt i en samtale men det sker sjældent – og her som følge af diskursmarkører
(Maynard & Zimmerman 1984). Som hovedregel følger deltagere de samtaletekniske ”regler” der
er moralsk indlejret i en større orden (jf. kapitel 2; Garfinkel 1967; Goffman 1983; Sacks 1992).
Interaktion i forbindelse med idéudvikling er ikke kaos for deltagerne in situ, men situeret praksis
med en specifik institutionel sekventielt baseret præferenceorganisering.
!!"#"7$