Noter til E6 - dirac
Noter til E6 - dirac
Noter til E6 - dirac
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
92 Lineære normale modeller<br />
gjaldt at L 1 ∩ L 2 = L 3 . Sagen er at denne model i realiteten består af to<br />
separate delmodeller (for hhv. celle (1, 2) og celle (2, 1)), og derfor bliver<br />
dim(L 1 ∩ L 2 ) > 1 eller ensbetydende hermed dim(L 0 ) < r + s − 1 (det<br />
følger ved brug af den generelle formel dim(L 1 +L 2 ) = dim L 1 +dim L 2 −<br />
dim(L 1 ∩ L 2 ) og det faktum at L 0 = L 1 + L 2 ).<br />
Vi indfører begrebet en sammenhængende model på følgende måde:<br />
Ud fra antalstabellen n laver vi en graf hvor knuderne er de talpar (i, j)<br />
for hvilke n ij > 0, og hvor kanterne forbinder par af »naboknuder« som<br />
enten har samme i eller samme j. Eksempel:<br />
5 8 0<br />
1 0 4<br />
−→<br />
Vi siger at modellen er sammenhængende, hvis grafen er sammenhængende<br />
(som den er i eksemplet). Man overbeviser sig let om at modellen<br />
er sammenhængende hvis og kun hvis nulrummet for den lineære afbildning<br />
der afbilder (α 1 , α 2 , . . . , α r , β 1 , β 2 , . . . , β s ) ∈ R r ×R s over i den »<strong>til</strong>svarende«<br />
vektor i L 0 , er endimensionalt. Udtrykt på almindeligt dansk<br />
er en sammenhængende model en model hvor følgende ræsonnement er<br />
korrekt: »hvis alle rækkeparametre er ens og alle søjleparametre er ens,<br />
så er alle celler ens«.<br />
I det følgende beskæftiger vi os kun med sammenhængende modeller.<br />
<br />
<br />
<br />
<br />
Projektionen på L 0<br />
Ifølge den generelle teori estimeres middelværdivektoren µ under H 0 ved<br />
projektionen p 0 y af y på L 0 . I visse <strong>til</strong>fælde findes en nem formel <strong>til</strong><br />
beregning af denne projektion. – Vi minder indledningsvis om at L 0 =<br />
L 1 + L 2 og L 3 = L 1 ∩ L 2 . Lad os nu antage at<br />
(L 1 ∩ L ⊥ 3 ) ⊥ (L 2 ∩ L ⊥ 3 ); (7.2)<br />
i så fald er<br />
og dermed<br />
dvs.<br />
L 0 = (L 1 ∩ L ⊥ 3 ) ⊕ (L 2 ∩ L ⊥ 3 ) ⊕ L 3<br />
p 0 = (p 1 − p 3 ) + (p 2 − p 3 ) + p 3<br />
α̂<br />
i + β j = (y i − y ) + (y j − y ) + y <br />
= y i + y j − y <br />
Se, det var jo en meget fin formel. Spørgsmålet er nu hvornår forudsætningen<br />
(7.2) er opfyldt. Nødvendigt og <strong>til</strong>strækkeligt for (7.2) er at<br />
〈p 1 e − p 3 e, p 2 f − p 3 f〉 = 0 (7.3)<br />
for alle e, f ∈ B hvor B er en basis for L. Som B kan man f.eks. bruge<br />
vektorerne e ρσ hvor (e ρσ ) ijk = 1 hvis (i, j) = (ρ, σ), og 0 ellers. Hvis