Hele publikationen i PDF

I 1964 blev der ved lov oprettet en National Cooperative and Development Bank, hvis
formål var på sædvanlige bankvilkår at opfylde kooperationens lånebehov for såvel
korte som lange og mellemlange lån. Startvanskelighederne for den nye bank var store.
Dens portefølje blev meget snart begrænset til at yde lange og mellemlange lån, da de
udenlandske bankers afdelinger i Tanzania blev nationaliseret efter Arusha-deklarationen,
og en statslig bank, National Bank of Commerce, blev oprettet i deres sted. Denne
bank overtog den kortfristede kreditgivning, ikke mindst finansieringen af markedsføring
og eksport af eksportafgrøder.
I 1971 blev Tanzania Rural Development Bank (TRDB) oprettet som et statsligt selskab
og erstattede den hidtidige kooperative bank, idet TRDB også skulle tilfredsstille
behovet for lån hos andre end de kooperative foreninger. Kapitalgrundlaget var statsligt
suppleret med indskudskapital (gaver og koncessionelle lån) fra Verdensbanken,
Tyskland og de nordiske lande. Bankens formål var at yde lange og mellemlange lån til
projekter i landdistrikterne, herunder lån til at finansiere driftsmidler til at dyrke
salgsafgrøder, og i forbindelse hermed at yde såvel teknisk som økonomisk rådgivning.
Endvidere kunne banken selv stå for at indkøbe og videresælge produktionsmidler leveret
på kredit. Den sidste bestemmelse fik betydning fra 1976, da de kooperative unioner
blev ophævet, og banken herefter skulle yde lån og kreditter direkte gennem et
stort antal såkaldt kooperative primærforeninger (= landsbyer).
Størstedelen af lånene medgik til at finansiere kunstgødningsprogrammer, en anden
del til at finansiere traktorer, kornmøller, kyllingerugerier, redskaber m.m. Selv om distribution
af fysiske varer ikke er normal bankvirksomhed, udførte TDRB angiveligt
denne funktion bedre i disse år end andre statslige selskaber. Bankens distribution af
produktionsmidler, som der blev ydet lån til at erhverve, øgede også sandsynligheden
for, at lånene blev betalt tilbage.
TDRB undgik naturligvis ikke at blive svækket af de alvorlige kriseproblemer, som
kom til at præge det tanzanianske landbrug fra midten af 1970’erne. Foruden de forstyrrelser
i bankens virksomhed, som fulgte ophævelsen i 1976 af de kooperative unioner,
efterlod disse en betydelig ubetalt gæld til banken, som senere blev overtaget af
staten. Samtidig kunne der konstateres en kraftig stigning i tvivlsomme fordringer i
forbindelse med den øgede kreditgivning til at finansiere kunstgødning og andre driftsmidler
(pesticider, insekticider, redskaber), der blev ydet gennem et stort antal nyoprettede
landsbyadministrationer. Blandt andet blev det et problem, at mange bønder, især
i de sydlige regioner ikke anvendte kunstgødningen på de eksportafgrøder, som lånene
var givet til, men på majsdyrkning, hvor høsten kunne afsættes på det parallelle marked
udenom det statslige opkøbsmonopol, National Milling Corporation. Derved blev det
vanskeligt at sikre, at driftslånene blev betalt tilbage ved at de kooperative unioner (efter
1976 de statslige markedsføringsorganer) modregnede afdragene i medlemmernes
tilgodehavender fra salget af deres afgrøder.
Afsætningen af bøndernes salgsafgrøder på det parallelle marked fik voksende betyd-
103