Hele publikationen i PDF

om fordelingen af toldindtægterne mellem de tre lande, hvor en stor del af importen
fra lande uden for fællesskabet blev indført gennem Kenya. Det var også vigtigt for
Tanzania, som var det mest industrielt tilbagestående af de tre lande, at ikke alle nye
industrier blev placeret i Uganda og Kenya. En af måderne at modvirke dette på var
ved at oprette en fælles bank, Den østafrikanske Udviklingsbank i Kampala, som blev
pålagt at favorisere Tanzania og Uganda i sin udlånspolitik. Fællesskabets hovedsæde
blev placeret i Arusha i et højhus, hvis opførelse i øvrigt blev finansieret af danske bistandsmidler.
Den tanzanianske udviklingspolitik og det internationale (donor)samfund.
Nyereres og TANU-ledelsens visioner og handlingsprogrammer fra anden halvdel af
1960’erne blev grundlaget for regeringens bestræbelser på i 1970’erne at omforme
kolonitidens samfundsstrukturer. Det var bestræbelser, som i høj grad mødte forståelse
i det internationale donorsamfund.
En anden grund til, at Tanzania kom til at tiltrække så megen udviklingsbistand, havde
meget at gøre med, at Verdensbankens nye formand, Robert McNamara, i begyndelsen
af 1970’erne havde fastslået i forskellige internationale fora, at selv om der havde fundet
en høj økonomisk vækst sted i størstedelen af udviklingslandene i 1960’erne – som
af FN var udnævnt til at være det første udviklingsårti – så stod det nu klart ved årtiets
udgang, at fremgangen havde været meget ulige fordelt. I de fleste fattige lande var
væksten stort set gået uden om de 30-40 procent af befolkningerne, der havde de laveste
indkomster. I debatterne i FN’s generalforsamling og i dets Økonomiske og Sociale
Råd om udviklingsstrategier blev det derfor ofte betonet af især de rige landes regeringer,
at ulandenes regeringer burde satse mere beslutsomt på udviklingsstrategier og
reformer, som sigtede mod fattigdomsbekæmpelse og mod at skabe større lighed. Selv
om det ikke var muligt at ændre i den eksisterende magt- og velstandsfordeling, så burde
regeringerne i ulandene i det mindste stræbe på at ændre fordelingen af den fremtidige
økonomiske vækst, lød det formanende. Mens det holdt hårdt at leve op til sådanne
mål for udviklingspolitikken hos de fleste regeringer, fremstod Tanzania som et af
de meget få lande, hvis ledelse tog fordelingsaspektet og fattigdomsbekæmpelsen alvorligt.
25