Hele publikationen i PDF

Foruden at finansiere koloniadministrationen blev nogle af skatteindtægterne fra eksportafgrøderne
investeret i udbygningen af vejnettet, jernbaner og havne. Tyskerne
lagde grunden til denne udbygning før og omkring århundredeskiftet med havneanlæg
i Tanga og Dar es Salaam, dampskibsfart på søerne og den første jernbane fra Tanga
til Moshi. De sluttede deres tilstedeværelse i det daværende Deutsch-Ostafrika med
den godt 1.600 km lange jernbane fra Dar es Salaam til Kigoma ved Lake Tanganyika.
Dette imponerende, imperiale prestigeprojekt var færdig før 1. Verdenskrig, finansieret
ved lån i Deutche Bank. Som ved al daværende jernbanebyggeri i Afrika krævede byggeriet
et meget betydeligt antal afrikaneres liv.
Det var forventet, at projektet kunne blive rentabelt fra indtægterne ved at udstede private
koncessioner til mineprospektorer og til nye sisal- og gummiplantager mv. i områderne
langs jernbanen. Der var dog også kræfter i koloniadministrationen, som antog,
at en jernbane gennem de centrale dele af Tanganyika ville åbne for dyrkning af eksportafgrøder
blandt afrikanske agerbrugere. Dette ville skabe grundlag for en øget beskatning
af den lokale befolkning, hvilket kunne blive et væsentligt bidrag til den endelige
finansiering af jernbanen.
Briterne tog senere initiativ til bygningen af stiklinjen fra Tabora til Mwanza, hovedbyen
for den senere udbredte bomuldsavl blandt afrikanske småbrugere.
Foruden koloniadministrationen, de europæiske plantageejere og de afrikanske dyrkere
beroede den voksende pengeøkonomi også i høj grad på et indisk befolkningselement.
Det bestod af indiske indvandrere, som i løbet af det 19. århundrede især emigrerede
fra Gujarat i Indien, der hyppigt var ramt af hungersnød. Det var således tilfældet i begyndelsen
af 1900-tallet, hvor indisk arbejdskraft udgjorde en væsentlig del af arbejdsstyrken
ved jernbanebyggeriet Mombassa-Kisumu i Kenya. Som anden og tredje generationsindvandrere
slog inderne sig ned som handelsfolk overalt i Østafrika, hvor de
opkøbte overskuds- og salgsafgrøder af de afrikanske dyrkere. For de modtagne betalinger
købte afrikanerne petroleum, salt, sukker, ris, planteolier, mediciner, fodtøj, klæder,
byggematerialer og -redskaber, hakker, knive, spande m.m. af de samme indiske
handelsfolk. Europæiske og indiske handelskompagnier, der stod for eksporten af
salgsafgrøderne, varetog også importen af de varer, de afrikanske landsbybeboere efterspurgte.
Arbejdsdelingen mellem europæere, indere og afrikanere udgjorde en hierarkisk opdeling
med europæerne som det øverste, herskende lag, inderne i midten og afrikanerne
nederst. Ligesom blandt jøderne i Europa og Amerika blev der med tiden skabt betydelige
formuer og forretningsdynastier blandt indiske familier i Østafrika, og ligesom
jøderne i Europa og Amerika fandtes indere efterhånden også inden for flere andre erhverv.
Nogle investerede i moderne industrivirksomheder, andre skabte mindre og
med tiden også store entreprenørforetagender. Ved uafhængigheden var inderne stærkt
repræsenteret i professioner som læger, arkitekter og advokater, og efterhånden også i
den offentlige administration, som de i kolonitiden var blevet holdt udenfor.
12