Hele publikationen i PDF

Verdensbanken i formandsstolen og IMF som observatør) var suspenderet i disse år.
Hertil kom, at kontakten mellem donorerne (af nogle omtalt som ”donor-ganging”)
blev vanskeligere af, at der var tale om mange donorer, hvoraf ingen enkelt eller kun et
par enkelte bidrog med mere end nogle få procent af den samlede bistand til landet.
Det havde gennem årene været en bevidst politik fra den tanzanianske ledelses side at
sprede bistanden på et relativt stort antal donorer. Herved kunne Tanzania undgå at
blive for afhængig af et enkelt eller enkelte store donorlandes luner. Situationen i begyndelsen
af 1980’erne kan ses som en måde at praktisere denne strategi. Prisen var og
er en kraftig belastning af modtagerlandets administrative kræfter, som den løbende
kontakt med mange landes forskelligartede donoradministrationer medfører.
Trods manglende donorkoordination var det dog stort set de samme råd og henstillinger
vedrørende den økonomiske politik, som donorerne præsenterede tanzanianerne
for under de årlige bistandsforhandlinger, og som de fleste donorer bilateralt førte
med finansministeriet. Efter at have lyttet til en halv snes donordelegationer i 1983,
som alle under deres respektive årsforhandlinger havde opfordret regeringen til at ”set
the prices right” (i landbruget), forhørte finansministeriets departementschef sig
underhånden hos Danida-missionen, om ikke Danida ville finansiere en tanzaniansk
delegation til Bruxelles, som kunne studere og lære af, hvordan man fastsatte landbrugspriserne
i EF(!). Svaret var nej med den tilføjelse, at EF-landene var rige lande,
som havde råd til føre en stærkt produktionsforvridende prispolitik for landbrugsvarer.
Det havde Tanzania ikke.
En undtagelse fra den manglende koordination af dialogen med tanzanianerne var de
nordiske bistandschefers møde med ledende tanzanianske ministre i Dar es Salaam i
efteråret 1984. Fra tanzaniansk side udtrykte man ved denne lejlighed forhåbning om,
at de nordiske regeringer som Tanzanias venner i nøden ville fortsætte deres støtte til
landet. De nordiske repræsentanter henstillede, at regeringen arbejdede på at opnå et
snarligt kompromis med IMF.
De altafgørende forhandlinger med Tanzanias regering var dog dem, der foregik med
besøgende IMF-missioner i Dar es Salaam. IMF blev dengang undertiden beskyldt for
at være præget af professionel arrogance, og Nyerere udstillede sin irritation efter et af
møderne med en IMF-delegation med det retoriske spørgsmål: ”Who elected IMF to
be the Finance Ministry for every country in the world!?” Det virkede naturligvis ikke
befordrende for muligheden at lave kompromiser, at Tanzania havde en temmelig principfast
præsident. Konfrontationen kulminerede med en dramatisk afbrydelse af forhandlingerne
i 1983. Den førte til en efterfølgende udskiftning af IMF’s hovedforhandler
og af Tanzanias finansminister, som præsidenten mente havde været for eftergivende.
Den interne debat i Dar es Salaam
Det var ikke kun i forholdet til IMF, at der i disse år herskede uenighed om Tanzanias
stabiliserings- og strukturproblemer. Også internt i Tanzanias regering var der forskelli-
44