Hele publikationen i PDF

yderligere overbygning, en paraplyorganisation for det voksende antal unioner, kaldet
Victoria Federation of Cooperative Unions (VFCU).
Efter uafhængigheden
I begyndelsen af 1960’erne havde VFCU købt eller oprettet adskillige forarbejdningsvirksomheder
for råbomulden, to sisalfabrikker og et mindre antal olie- og rismøller.
Hertil kom indkøb af et par hundrede traktorer beregnet for udleje til medlemmerne.
Det var forventet, at introduktionen af traktorer ville medføre en væsentlig udvidelse
af de arealer, der blev dyrket bomuld på, især på såkaldte blokfarme (”settlements”),
som man forsøgte at oprette i bomuldsområderne. Blokfarmene viste sig snart ikke at
være en økonomisk driftsform, selv om det for en stund blev camoufleret af billige lån
eller gaver fra donorlande, hvor der blev produceret traktorer.
De mange nye kooperative foreninger i bomuldsområderne såvel som i andre områder,
blandt andre de hastigt voksende (Robusta) kaffe-kooperativer vest for Victoriasøen,
tog sig ikke kun af at markedsføre medlemmernes salgsafgrøder, men engagerede sig
også i indkøb og distribution af frø, kunstgødning og redskaber, finansieret ved banklån
med sikkerhed i foreningernes formuer. Lånene blev videreformidlet til medlemmerne
og senere modregnet ved salget af deres afgrøder.
Ved uafhængigheden eksisterede der godt 600 kooperative foreninger i Tanzania mod
60-70 ti år før. Foruden at yde medlemmerne støtte ved produktion og afsætning af
deres afgrøder bidrog nogle af de mest succesrige kaffekooperativer også med velfærdforanstaltninger,
bl.a. ved lån og legater til medlemmers børn, som efter endt skolegang
blev videreuddannet i Tanzania, Europa eller Amerika.
I årene umiddelbart efter uafhængigheden, hvor entusiasmen var på sit højeste, var der
en kraftig vækst i nye kooperative engagementer. I et skrift fra den tid af en af bomuldskooperationens
pionerer og landets første planminister, Poul Bomani, hed det, at
den kooperative bevægelse ”has been a school for democracy, a spearhead in the war
against poverty… and I am sure it will be one of the principal pillars in the future of
the nation.” I 1964 blev der oprettet en kooperativ bank, National Cooperative and
Development Bank, som skulle imødekomme foreningernes og deres medlemmers behov
for lånekapital. Der blev dannet en indkøbsorganisation, Cooperative Supply Association
of Tanzania, som skulle stå for at købe de materialer og udstyr, som foreningerne
efterspurgte, og som for en stor del skulle importeres. I de større byer blev
der åbnet moderne supermarkeder på kooperativ basis. Endelig blev der oprettet en
fællesforening, Cooperative Union of Tanganyika, (CUT) hvis væsentligste funktioner
blev at stå for trænings- og uddannelsesprogrammer for valgte ledere og ansatte og at
repræsentere den kooperative bevægelse over for regeringen og TANU.
Som tiden gik, blev CUT til en af de såkaldte masseorganisationer under TANU’s lederskab.
Alle disse forskellige, kooperative engagementer blev fra starten støttet af staten
og partiet.
91