Hele publikationen i PDF

ge opfattelser, som kom til udtryk ved et to-dages seminar, som blev afholdt i Dar es
Salaam i februar 1984 (finansieret af Danida-missionen) med deltagelse af den kontroversielle
planminister Kigoma Malima, nationalbankdirektøren, embedsfolk, universitetsøkonomer
og med lokale donorrepræsentanter som observatører.
Ved denne lejlighed diskuterede deltagerne (1) omfanget af og årsagerne til den økonomiske
krise, (2) effektiviteten af de hidtidige politisk-økonomiske indgreb, som regeringen
havde taget for at imødegå krisen, og (3) hvilken type indgreb og økonomiske
reformer, som ville være nødvendige for at løse kriseproblemerne. 6) Med hensyn til krisens
årsager hævdede nogle, at de primært skyldtes de eksterne chok i 1970’erne forstærket
af en international recession siden 1980, som medførte de alvorligste prisfald i
45 år på de varer, som blev eksporteret af udviklingslandene. Det bidrog stærkt til en
hastigt voksende gældsbyrde. Det var jo ikke kun Tanzania, som led under alvorlige
kriseproblemer. Det gjorde alle lande i Afrika. Andre deltagere, og især universitetets
økonomer, hævdede omvendt, at årsagerne til kriseproblemerne især var en forfejlet
landbrugspolitik og den deraf afledte, svigtende landbrugseksport, de store budgetunderskud,
der var blevet finansieret ved en for stærkt voksende pengeforsyning, den
manglende evne til at udnytte de investeringer, der i løbet af 1970’erne var blevet foretaget
i den sociale infrastruktur og i de nye statslige virksomheder.
Der var enighed blandt deltagerne i debatten om, at uanset, hvordan årsagerne fordelte
sig mellem ydre og indre forhold, så var det kun de sidstnævnte, Tanzania selv havde
indflydelse på. I diskussionen om de nødvendige økonomisk-politiske tiltag, hævdede
den førstnævnte gruppe, at IMF’s standardløsning med devalueringer, afvikling af den
omfattende priskontrol, en positiv realrente, mindskede budgetoverskud og en mindsket
pengeudstedelse og kreditudvidelse ikke var løsningen. Der var ikke noget tvingende
argument for en kraftig devaluering, fordi stigningen i produktionsomkostningerne
ikke skyldtes øget indenlandsk efterspørgsel. De faldende eksportpriser skyldtes recessionen
i industrilandene, og med hensyn til importen var den allerede begrænset til
de mest nødvendige varer. En massiv devaluering ville derfor kun føre til hyperinflation,
og de fordelingsmæssige virkninger ville være til skade for de fattigste befolkningsgrupper.
Beskæringen af de offentlige udgifter ville forringe de sociale ydelser.
Den anden gruppe af deltagere i seminaret argumenterede for, at der var behov for
fundamentale ændringer i den økonomiske politik. Hvis inflationen, der på det tidspunkt
var på 25-30 pct. om året, skulle bringes ned, måtte regeringen reducere de offentlige
udgifter, hvilket blandt andet kunne ske ved en kraftig beskæring af både det
statslige bureaukrati og et stort, offentligt finansieret, partibureaukrati samt ved at nedbringe
underskudsdækningen i alt for mange usunde statslige selskaber, hvoraf de fleste
burde lukkes.
De statslige markedsføringsorganer, hvis ineffektivitet var hovedårsagen til de for lave
6) De skriftlige indlæg blev optrykt i “Economic Stabilization Policies in Tanzania”, publiceret af Economic
Department and Economic Research Bureau, University of Dar es Salaam, 1984.
45