Hele publikationen i PDF

tanzanianske shillings, hvis anvendelse var reserveret til at udbygge den fysiske infrastruktur,
specielt til veje (USAID og canadiske CIDA), til at styrke sundhedsministeriets
budgetter (EU) eller til at etablere mejerier (WFP’s leverancer af mælkepulver). Puljerne
”overtog” i et vist omfang poster på de berørte ministeriers budgetter og gav således
donorernes repræsentationer i Dar es Salaam øget adgang til at blande sig i den
tanzanianske budgetlægning. Efterhånden som varebistanden voksede, blev det vanskeligt
at udnytte puljerne. Som et outreret eksempel nævnes, at da World Food Programme
fandt det umuligt at anvende sin voksende counterpart pulje, eftersom mejeriudvikling
forudsætter adgang til valuta til import af udstyr, opfordrede den lokale repræsentant
for World Food Program Danida til at importere dansk mejeriudstyr mod at få betaling
i tanzaniansk mønt fra WFP’s counterpart pulje.
Et forslag i den danske u-landsstyrelse om at etablere counterpart puljer i forbindelse
med de danske vareleverancer vandt ikke gehør. Det er en illusion at ville bilde sig selv
eller andre ind, at man kan bistå med de samme midler to gange. Desuden viste fænomenet
sig at være urimeligt meget administrationskrævende for de involverede donorrepræsentanter
i Dar es Salaam.
Ommøblering af enkelte danske budgetposter
De problemfyldte forhandlinger mellem Tanzanias regering og Den internationale Valutafond
i begyndelsen af 1980’erne blev ført i en stadig mere krisepræget atmosfære,
efterhånden som de tanzanianske valutaproblemer voksede år for år, uden at de kunne
afhjælpes – hverken ved kreditter i Valutafonden, ved at optage nye lån eller ved at
overføre eksisterende lån fra Verdensbanken eller fra de vestlige donorlande, som valgte
at bakke op om Valutafondens krav til den tanzanianske regering. I de nordiske landes
indtog man en afventende holdning, som respekterede de eksisterende aftaler og
løfter, idet der dog foregik enkelte ommøbleringer af støtten til igangværende projekter.
Det gjaldt således en samfinansiering med Verdensbanken, hvor Danmark havde aftalt
med Tanzania og Banken at yde 115 mio. kr. til den fysiske udbygning af skoler især i
de fattigste områder af landet. Projektet omfattede såvel gymnasier og realskoler og –
som noget nyt – støtte til folkeskoler, som forhen typisk havde været meget lokale anliggender,
hvor der udelukkende blev anvendt lokale materialer. Efter aftale med Banken
og Tanzanias regering blev den danske bevilling reduceret til 44,5 mio. kr., idet forskellen
på 70 mio. kr. blev overført til bilateral varebistand.
Ligeledes blev drikkevandsprogrammet i et enkelt år beskåret for et mindre tilskud til
fordel for varebistanden. Der blev dog også foretaget en omflytning af støtten fra et
enkelt større projekt, som udløste en kraftig men forgæves protest fra den tanzanianske
finansminister. Det drejede sig om at udskyde leveringen af komponenter til cementfabrikken
i Mbeya under et igangværende statslån. Fra dansk side skønnede man,
at det ikke hastede med at gøre cementfabrikken færdig, idet behovet for cement indtil
76