Hele publikationen i PDF

På baggrund af disse begivenheder måtte fagforeningerne acceptere, at de i 1966 blev
sluttet sammen i en enkelt faglig organisation, NUTA (National Union of Tanganyika
Workers). Det betød begrænsninger i strejkeretten og en underordning som en af de
såkaldte masseorganisationer under partiets ledelse. Arbejdsministeren blev udset til at
være født formand for NUTA, (en ordning, som dog blev ophævet et par år efter). En
tidligere fagforeningsleder, Rashidi Kawawa, blev landets første 2. vicepræsident.
Bestræbelserne på at forene partiet og forskellige interesseorganisationer i den nye nations
tilblivelsesfase blev af udenlandske iagttagere udlagt som et post-kolonialt syndrom,
der forekom i flere nye stater i Afrika, hvor det ledende parti anså en fasttømret
national samling som ønskværdig. Det var da heller ikke alle steder brikkerne faldt på
plads som i Tanzania. I f.eks. nabostaterne Kenya og Uganda, hvor der var konkurrerende
partier, der dækkede over forskellige folkegrupper, bidrog bestræbelserne på at
indordne navnlig fagforeningerne under det regerende parti til at undergrave enheden.
Udover at medvirke ved (decentrale) lønforhandlinger blev NUTA’s tillidsfolk medlemmer
af lovfæstede samarbejdsudvalg i virksomheder og organisationer over en vis størrelse.
For at kvalificere de mange tillidsfolk til disse krævende opgaver blev de sendt på
kurser i udlandet, i kolonitiden til en træningsskole i Kampala oprettet med støtte af
WCFTU (Frie faglige Internationale). Denne skole blev dog nedlagt i midten af 1960erne,
da den blev fundet at være infiltreret af det amerikanske efterretningsvæsen,
CIA. Fagforeningerne i Tanzania blev aldrig alvorligt inficeret af, at aktørerne i den
kolde krig konkurrerede om indflydelse i fagforeningerne overalt i Afrika.
En del af NUTA’s ledertræning kom med tiden til at foregå ved medvirken af Det nationale
center for Voksenuddannelser i Dar es Salaam, (hvis første leder var dansk). En
anden del foregik på den lokale partiskole, Kivikoni College, i Dar es Salaam, (hvortil
der i begyndelsen af 1970’erne var knyttet en dansk fagforeningsmand som lærer).
Indkomstpolitik
Trods ophævelsen af de såkaldt frie fagforeninger vakte lønudviklingen i landet i løbet
af 1960’erne fortsat bekymring hos regeringen og præsidenten. Man bad derfor Den
Internationale Arbejdsorganisation (ILO) i Geneve om hjælp til at formulere en holdbar
lønpolitik. ILO sendte en britisk universitetsøkonom og ekspert i arbejdsmarkedsforhold,
som udfærdigede en rapport med forslag til styring af løn- og indkomstudviklingen.
Rapporten rummede desuden en kraftig advokatur for såkaldt indkomstpolitik,
der ”er et af de vanskeligste problemer, som nutidens samfund må tage stilling til”,
som det hed i indledningen til rapporten.
At der – i tidens ånd i den vestlige verden – også var behov for indkomstpolitik i Tanzania,
fremgik af, at lønudviklingen for arbejdere og funktionærer i store private og offentlige
virksomheder var gået grassat siden uafhængigheden, og at dette var smittet af
på mange mindre virksomheder.
Der fandtes på den tid godt 300.000 lønarbejdere og funktionærer i Tanzania. Lønud-
15