Hele publikationen i PDF

Med en voksende mangel på visse kategorier af arbejdskraft i Nordamerika og Vesteuropa
vil vi sandsynligvis se mere til, også i Danmark, at landene i Afrika og Asien
bliver donorer af visse kategorier af specialiseret arbejdskraft til de rige lande på bekostning
af de asiatiske og afrikanske landes egen udvikling.
Det er dog ikke umuligt at vende udviklingen: Da de politiske og økonomiske forhold i
nogle afrikanske lande blev bedre i løbet af 1980’erne, vendte en del akademiske emigranter
tilbage til deres hjemlande (i hvert fald Ghana, Uganda og Tanzania). Det peger
på, at hvis ellers leveforholdene er tålelige i deres hjemlande, foretrækker mange
(de fleste?) afrikanske akademikere og deres familier Afrika frem for en varig tilværelse
i det fremmede i Europa eller Nordamerika.
Demokratisering og en tilbagevenden til flerpartistaten
Samtidig med afviklingen af kommandoøkonomien og i kølvandet på afslutningen af
den kolde krig skete der også i Tanzania en begyndende afvikling af det étpartisystem,
som oprindeligt havde haft karakter af en national enhedsbevægelse med ”nation building”
som sit oprindelige formål, og som var baseret på humane principper. Et første
skridt i retning af et mere åbent samfund blev taget, da der i 1988 blev åbnet for en fri
presse, uafhængig af CCM, og i 1991 for en – om end begrænset – offentlig debat om
krænkelser af menneskerettigheder.
Ved en ændring af grundloven i 1992 blev det muligt for oppositionspartier at stille op
ved såvel nationale som lokale valg, forudsat de ikke byggede på regionale, stammemæssige,
religiøse eller andre snævre interessegrupperinger. Det var en forandring, som
blev støttet af Nyerere, hvis indflydelse stadig var betydelig. Ved det første flerpartivalg
til nationalforsamlingen i 1995 blev der året forinden registreret et dusin nye partier.
En undersøgelse udført af en præsidentiel kommission i 1991 tydede dog på, at genindførelsen
af flerpartisystemet ikke blev mødt med den store begejstring overalt i det
tanzanianske samfund. Ifølge undersøgelsen foretrak flertallet, opgjort til 77 pct. af befolkningen,
étpartisystemet. Det samme tydede en Sida-sponsoreret, landsdækkende
spørgeundersøgelse på. Hos den kvindelige halvdel af de udspurgte i landdistrikterne
kom der et næsten enslydende svar om, at ét parti var rigeligt! Denne reaktion skal efter
sigende ikke så meget tolkes som en begejstring for CCM men snarere ses som udtryk
for en vis politikerlede baseret på partibureaukraternes adfærd over for befolkningen
i landdistrikterne – efter de tvungne landsbysammenflytninger i anden halvdel
af 1970’erne.
I en talmæssigt mindre kreds, den såkaldte elite, hvor der også herskede en vis skepsis
over for de forandringer, flerpartisystemet ville afstedkomme, mente mange, at det reelt
”regerende parti”, som der ikke var stemmeret til, indtil videre ville have sit hovedsæde
i Washington: Belært af erfaringerne var det indtil videre vanskeligt at forestille
sig en regering i Tanzania, som ville kunne lægge sig ud med IMF og Verdensbanken,
uden det ville kunne få alvorlige konsekvenser for landet.
55