Hele publikationen i PDF

Med forbudet mod at appellere til vælgernes regionale eller religiøse tilhørsforhold in
mente lignede de nye partidannelsers reformprogrammer til forveksling CCM’s. Trods
en udtalt og ikke uforståelig trang hos medlemmer af den såkaldte elite til at ville se
nye ansigter på magtens tinder i et eller flere nye partier, var en styrkelse af retssikkerheden
og ytringsfriheden samt muligheden for at praktisere sidstnævnte gennem en fri
presse for mange en nok så attraktiv side af de politiske reformer.
Donoranklager for korruption i regeringen
Den nærmest uforbeholdne støtte til gennemførelsen af de økonomiske reformer, som
donorerne havde givet siden 1986, blev sat på en prøve i 1993/94, da der var stærke
indicier for korruption i forbindelse med visse donorstøttede programmer, og med finansminister
Kigoma Malima som den ansvarlige.
Det drejede sig blandt andet om, at private importører, der fik andel i de donorstøttede
leverancer, blev fritaget for at betale told og for at betale bestemte afgifter til statskassen.
I nogle tilfælde skyldtes de manglende indbetalinger, at omsætningen af de importerede
varer gik for langsomt, fordi disse skulle forarbejdes, hvilket under de eksisterende
forhold ikke var muligt at gennemføre som forudset. Ikke desto mindre førte de
mere eller mindre berettigede påstande om korruption til en anstrengt atmosfære
mellem tanzanianerne og donorerne. I november 1993 suspenderede de direkte berørte
donorer, blandt andre Sverige og Norge, overførslerne til det særlige importstøtteprogram,
som Verdensbanken havde aftalt med Tanzania. De nordiske repræsentanter
brugte stærke ord på det konsultative gruppemøde i Paris, der var blevet udsat til foråret
1995.
Finansminister Malima blev ikke afsat, men overflyttet til posten som handels- og industriminister.
I øvrigt viste det sig, at donorskønnet over tabene for statskassen som
følge af den ulovlige fritagelse for indbetalinger var noget overdrevet. Af det manglende
beløb på 70 milliarder shilling (cirka en halv milliard kroner), som donorerne baserede
deres beskyldninger om korruption på, var de 50 milliarder shilling et resultat af
mere eller mindre tilforladelige, men dog ikke illegale, skattefritagelser. Resten var skatteunddragelser.
Inden disse begivenheder kulminerede, var der i sommeren 1994 indgået en uformel
aftale mellem finansministeren og Danida om en uafhængig ”vismands”-undersøgelse
af, hvorledes samarbejdet mellem Tanzanias regering og donorerne kunne forbedres.
Resultaterne af denne undersøgelse skulle komme til at sætte sig kraftige spor i de
kommende års videre reformproces.
Selv om der siden midten af 1980’erne var blevet taget store skridt i retning af at stabilisere
landets økonomi og smidiggøre det tanzanianske økonomiske system, manglede
der endnu meget ved midten af 1990’erne. Spørgsmålet var, om der var skabt et
forbedret grundlag for økonomisk vækst og social fremgang og aftagende afhængighed
af donorerne i overensstemmelse med de idealer og tidlige reformbestræbelser, som
det oprindelige TANU, og frem for alle dets første leder, Julius Nyerere, stod for.
56