Hele publikationen i PDF

leverancer fra Danmark. Disse indkøb blev varetaget af en særlig indkøbsenhed, senere
et helt kontor i Danida. Ved disse indkøb blev de tanzanianske myndigheder ikke
oplyst om indkøbspriserne for de leverede projektkomponenter. I det omfang, overførslerne
ikke blev registreret i den tanzanianske planlægning og budgettering, betød
det, at de tanzanianske myndigheder havde mindre mulighed for at følge med i, hvad
det var, der foregik. De ansvarlige myndigheders muligheder for at koordinere bistanden
og inddrage den i den statslige planlægning og budgettering svandt ind.
Problemer med at finansiere driftsudgifterne
Et andet, ikke mindre alvorligt, budgetproblem, som voksede i disse år, var, at langt
størstedelen af al projektbistand gik til at finansiere investeringer, men ikke til de fremtidige
driftsudgifter, som fulgte med investeringen, og som tanzanianerne måtte forpligte
sig til selv at finansiere. Det ville dog eventuelt først ske efter en overgangsperiode,
i løbet af hvilken donoren påtog sig at finansiere en aftagende del af driften, for så
ved projektaftalens ophør at ”overdrage” alle udgifterne.
Med de voksende økonomiske problemer i landet var det ikke muligt for det tanzanianske
finansministerium at skaffe penge til at overtage driften af de mange nye projekter,
der blev støttet udefra. Da man på den anden side heller ikke ønskede at gå glip af
investeringsstøtten, accepterede regeringen i projektaftalerne at overtage driftsudgifterne
gradvist i håb om bedre tider eller i forventning om, at donorerne, eventuelt efter
surmulerier, ville påtage sig fortsat at finansiere driftsudgifterne, når det viste sig ikke
at være muligt for Tanzania.
Sådanne efterfølgende udtrykte ønsker kunne donorerne have svært ved at imødekomme,
fordi det ikke harmonerede med de hjemlige administrative forskrifter, de arbejdede
under. Donorers accept af at finansiere driftsudgifter, som det ellers var aftalt, at
Tanzania skulle overtage, foregik ikke desto mindre hyppigt i disse år ved aftaleforlængelser,
hvor det stod klart, at Tanzania endnu ikke kunne overtage projektfinansieringen,
og donoren nødigt så ”sit” projekt forlise. Det var lettest at komme igennem
med donorens forsatte finansiering af driftsudgifterne, hvis der var tale om udgiftsposter,
som kunne føre til indkøb fra leverandører i donorlandet. En anden løsning bestod
i at ansætte tanzanianske eksperter på donorkontrakter i de berørte projekter. Selvom
der herved blev skaffet arbejde til en eller flere tanzanianske medarbejdere (i nogle tilfælde
som erstatning for mere udgiftskrævende udsendinge fra donorlandet), var denne
løsning ikke tilfredsstillende, undtagen for de tanzanianske projektmedarbejdere, som
nød godt af lukrative donorkontrakter.
En bedre løsning kunne have været, at de berørte donorer var gået sammen om at bidrage
til en lønpulje, som kunne aflønne visse tanzanianske eksperter på lokale vilkår
og med den relevante tanzanianske myndighed som arbejdsgiver. Der kendes enkelte
eksempler på denne løsning, bl.a. har Verdensbanken finansieret en midlertidig lønfond
i Bolivia til at aflønne visse grupper af offentligt ansatte.
68