Hele publikationen i PDF

viklingen stod i skærende misforhold til den beskedne stigning, der var sket i indkomsterne
for landbefolkningen siden uafhængigheden. Rapportens forfatter foreslog derfor,
at det offentlige skulle involveres mere i lønfastsættelsen. Det skulle ske ved at
nedsætte et særligt og uafhængigt tribunal, som skulle holde øje med og sikre, at lønudviklingen
på det private og offentlige arbejdsmarked blev afstemt med den gennemsnitlige
produktivitetsudvikling i samfundet.
Begrænsningerne i strejkeretten skulle fortsat gælde, således at lovlige strejker kun kunne
iværksættes, efter at det ikke på anden vis havde været muligt at nå til et resultat,
selv om reglerne for det offentliges medvirken ved lønfastsættelsen var blevet overholdt.
ILO-ekspertens forslag blev i det store og hele accepteret af TANU og fulgt op
af regeringen og nationalforsamlingen.
TANU’s socialistiske etos
Forud for étpartistatens formelle grundlovsfæstelse i 1965 var gået en livlig debat i og
omkring udnævnelsen af en præsidentiel kommission i 1964, hvis opgave var at vurdere
étpartiets fremtidige rolle, herunder forholdet mellem parti og statslige institutioner.
Navnlig partiets forhold til nationalforsamlingen måtte afklares.
I sine konklusioner fremhævede kommissionen, at TANU ikke var et eliteparti, men et
masseparti, som var åbent for alle, der kunne acceptere de grundlæggende principper,
som partiet byggede på. Spørgsmålet var, hvad der skulle forstås ved partiets grundlæggende
principper. Der var nemlig ikke efter uafhængigheden udfærdiget noget principprogram
for den fremtidige udvikling af det tanzanianske samfund. Julius Nyerere
havde dog ved forskellige lejligheder fremsat en række socialistiske fortolkninger, som
han og partiet stod inde for.
Det var blandt andet sket i skriftet ”Ujamaa – The Basis of African Socialism” fra 1962.
Her skrev han, at “Socialism, like democracy, is an attitude of mind. In a socialist society
it is the socialist attitude of mind, not the rigid adherence to a standard political
pattern, which is needed to ensure that the people care for each other’s welfare.” Senere
i samme artikel hed det, at ””Ujamaa” then, or ”Familyhood”, describes our socialism.
It is opposed to capitalism, which seeks to build a happy society on the basis of
the exploitation of man by man; and it is equally opposed to doctrinaire socialism
which seeks to build its happy society on a philosophy of inevitable conflict between
man and man. We, in Africa, have no more need of being “converted” to socialism
than we have to be “taught” democracy. Both are rooted in our past – in the traditional
society which produced us.” Han sluttede med at erklære, at “it was in the struggle
to break the grip of colonialism that we learnt the need for unity… Our recognition
of the family to which we all belong must be extended yet further – beyond the tribe,
the community, the nation, or even the continent - to embrace the whole society of
mankind. This is the only logical conclusion for true socialism.”
De mange reformer, som Nyerere i de følgende år lagde op til, reflekterede klart hans
16