Hele publikationen i PDF

skulle man vende tilbage til situationen før 1976. Oven i det rod, der var opstået ved
ophævelsen i 1976, herunder overførslen af aktiver fra unionerne til ”crop authorities”,
som nu skulle tilbageføres, var landets økonomiske situation i mellemtiden blevet forværret.
Hertil kom, at den nye lov rummede betydelige uklarheder omkring foreningernes
autonomi, selv om den tilsyneladende indeholdt stærke indrømmelser over for de
kredse, som havde insisteret på en tilbagevenden til tiden før 1976. Denne uklarhed
udnyttede partibureaukraterne til at sikre sig, at de bevarede indflydelsen på kooperationens
ledelse på såvel centralt som lokalt niveau. Partiet havde fortsat et sikkert greb
om den centrale Tanzania Cooperative Union (CUT). Med hensyn til det lokale niveau
var det blevet fastslået ved lovrevisionen, at den fremtidige afgrænsning af de enkelte
foreningers geografiske udstrækning skulle bestemmes af hensynet til økonomisk effektivitet,
hvilket ville føre til, at langt de fleste foreninger ville komme til at dække flere
landsbyer.
Fornyet aftale
Efter udløbet af aftalen om det nordiske projekt i 1982 blev det igen aftalt at forlænge,
idet man fra nordisk side fandt, at det ville være et forkert tidspunkt at lukke nu, hvor
man tilsyneladende havde opgivet en væsentlig del af 1970’ernes hasarderede eksperimenter
med at ophæve de tidligere kooperative strukturer, og da der nu var udsigt til,
at samarbejdet fremover kunne foregå med de kræfter i Tanzania, som havde et ægte
ønske om – og en begrundet tro på – den kooperative bevægelses fremtidige muligheder
under de nye ”gamle” forhold. Tiden var dog desværre også præget af, at landet
befandt sig i en alvorlig økonomisk krisetilstand.
Den nye aftale, som var fleksibel, drejede sig om i den første tid at støtte genetableringen
af de næsten oprindelige udgaver af kooperative foreninger så vel som af den
tilhørende infrastruktur: paraplyorganisationen CUT, Cooperative College, Cooperative
Education Centre og Registratorens kontor i det ministerium, som kooperationen hørte
under. Foruden en ganske betydelig indsats af personale (der var kalkuleret med 225
årsværk) blev der bevilget 50 mio. kr. til en lånefond i Rural and Cooperative Development
Bank, som skulle anvendes til at renovere de store unioners transportflåde, der i
1976 var blevet overtaget af ”crop authorities”. En del af de nordiske personaleressourcer
blev anvendt til at gennemføre analyser af levedygtigheden af de nye eller genskabte
foreninger, såvel på ”societies”-niveau som for ”union”-overbygningerne.
Et review af den nordiske aftale i 1984 førte til en delvis omlægning af den nordiske
indsats med mere vægt på arbejdet med de genoprettede foreninger. Som noget helt
nyt i dette nordiske projektsamarbejde med Tanzania blev det besluttet at koncentrere
indsatsen til de unioner i den nordlige og mest udviklede del af landet, som stod for at
markedsføre landets to vigtigste eksportafgrøder: kaffe og bomuld. Desuden blev det
besluttet, at det nordiske personale kun skulle rådgive omkring de aktiviteter, som vedrørte
eksportafgrøderne. Den begrundelse, som fra nordisk side blev givet for denne
99