Hele publikationen i PDF

Det var ikke kun Verdensbanken og de vestlige donorlande, der accelererede deres
låne- og gavebistand til Tanzania i løbet af 1970’erne. Det samme gjorde Kina, som i
denne periode ydede en anselig økonomisk og teknisk bistand ved bygningen af den
knap 1900 km lange jernbane fra Dar es Salaam til en nord-sydgående jernbaneforbindelse
i Zambia. Banen gjorde Zambia uafhængig af havneforbindelserne i Sydafrika og
af transport gennem det daværende hvide Rhodesia (Zimbabwe). Et andet kinesiskstøttet
megaprojekt, der var blevet opført allerede i 1960’erne, var den såkaldte Friendship
Textile Mill uden for Dar es Salaam.
Problemer i den voksende bistand
I disse år med en hastigt voksende bistand var projektbistanden den helt dominerende
bistandsform. For alle donorer, inklusive Verdensbanken, bestod bistandssamarbejdet i
at støtte et antal enkeltstående projekter med specifikke projektmål. Et projekt kunne
eksempelvis være en kunstgødnings- eller cementfabrik, asfaltering af et stykke af en
hovedvej, opførelse og indretning af en eller flere skoler, sundhedscentre eller drikkevandsanlæg.
Få donorer, navnlig Verdensbanken og EF-Kommissionen, lavede analyser
over projekternes sandsynlige samfundsøkonomiske rentabilitet, inden man besluttede
sig for at give støtte. Analyserne blev baseret på prognoser, som i næsten alle tilfælde
senere viste sig at have været alt for optimistiske som følge af fejlslagne spådomme
om fremtiden
Kun få donorer udførte systematiske omkostningsberegninger (såkaldte ”cost effectivness”
analyser), og der blev heller ikke skelet meget til, hvilke virkninger på de offentlige
driftsbudgetter de donorstøttede investeringer i offentlige anlæg (veje, skoler, sundhedsklinikker,
vandforsyningsanlæg etc.) måtte antages at få fremover. Danida var ingen
undtagelse, og det var naturligvis her ingen undskyldning, at forsyndelser på dette
område også forekom i den hjemlige offentlige investeringsplanlægning. Netop manglende
skøn over de fremtidige driftsudgifter, som de mange ukoordinerede projekter
kunne forventes at udløse, skulle senere vise sig at blive et kardinalproblem i den tanzanianske
offentlige økonomi.
Noget af forklaringen på, at donorerne ikke engagerede sig i de makroøkonomiske aspekter
af deres bistand, var, at de hver især kun bidrog med en lille andel af den samlede
bistand til landet. Makroøkonomiske tilstandsanalyser var desuden noget, der hørte
under IMF, og der er ikke sammenfald mellem på den ene side donorlandenes repræsentanter
i IMF’s bestyrelse, der typisk kommer fra finans- eller økonomiministerierne
eller fra centralbanker, og på den anden side repræsentanter i Verdensbankens bestyrelse.
De sidste er for donorlandenes vedkommende typisk folk, der for en periode
er udstationeret i Washington fra de nationale bistandsorganer. Hvordan IMF vurderede
den økonomiske politik i de udviklingslande, som der blev ydet udviklingsbistand
til, bekymrede ikke beslutningstagerne i bistandsorganerne, så længe der ikke var tale
om alvorlige kriseproblemer. Donorernes voksende bekymringer for den økonomiske
32