Hele publikationen i PDF

følge med i og registrere bistandsoverførslerne. Denne udvikling skyldtes især manglende
kapacitet i ministerierne til at håndtere et voksende antal donorer og projekter.
Det betød, at ministerierne blev flaskehalse i gennemførelsen af projekterne. Også på
regnskabssiden opstod der flaskehalsproblemer.
Først mange år efter erkendte landets donorer, at det på længere sigt havde været bedre
at lægge mere vægt på at styrke landets egen kapacitet til at styre og udføre projekterne
i stedet for selv helt at overtage budget- og regnskabsstyring. Når det tog mange
år, før der skete noget på dette felt, skyldtes det blandt andet den korte horisont, som i
praksis anlægges i den meste udviklingsbistand, hvor det er de hurtige resultater, der
tæller på hjemmefronten.
I begyndelsen af 1990’erne blev der i UNDP-regi med hollandsk og dansk støtte etableret
et såkaldt accountability-projekt, hvis oprindelige formål var at indføre standardprocedurer
for, hvordan donorerne skulle rapportere alle officielle overførsler (i penge
eller naturalydelser) til modtagerlandenes finansministerier. Desuden skulle projektet
styrke modtagerlandenes kapacitet til at aflægge regnskaber og rapportere til donorerne
om projekternes forløb. Dette UNDP-projekt, som skulle dække et stigende antal lande,
havde i begyndelsen fokus på det sydlige og østlige Afrika og med Tanzania som
det første land, hvor de nye procedurer skulle afprøves. Projektet var ikke nogen succes.
En af grundene var en manglende evne eller vilje hos i hvert fald nogle donorer til
at fravige egne fastlagte procedurer eller en mangel på procedurer.
Den voksende tendens blandt donorerne fra slutningen af 1970’erne til at skabe parallelle
projektadministrationer til Tanzanias egen administration og til helt eller delvist at
overtage projektstyringen, gjaldt ikke kun ved udførelsen af projekterne, men også ved
projektforberedelsen og ved monitorering og evaluering af projekterne. I sig selv var
det ikke forkert, at der medvirkede donorekspertise ved projektforberedelsen, forudsat
det skete på modtagerens præmisser. Støtte til projektforberedelsen vil som oftest være
en vigtig komponent i den faglige bistand. Der er dog især to forhold, som det her er
vigtigt at tage i betragtning. Det ene er, på hvilket stadie af projektforberedelsen, donor-involveringen
bliver sat ind: Om det sker før eller først efter, at projekterne er blevet
prioriterede i den nationale planlægning og budgettering. Det andet er, at projekternes
udformning bør tilpasses de lokale forhold og tage hensyn til den eksisterende kapacitet
hos modtageren til selv at håndtere projekterne, herunder hvor mange ressourcer
landet selv realistisk vil kunne afsætte til formålet.
Med årene blev det ret almindeligt i Tanzania, at projekterne blev til ved forhandlinger
mellem fagministerier og donorrepræsentanter og først derefter blev præsenteret for de
centrale planmyndigheder, hvis det overhovedet skete. Planministeriet, senere plankommissionen,
blev stillet over for et fait à compli, som det kunne være vanskeligt at
modstå, hvis landet derved ville gå glip af donormidler. Herved bidrog donorerne til at
undergrave planprocessen og den institutionsopbygning, som der var behov for. Uanset
om et aftalt projekt havde fået en høj prioritet i den makroøkonomiske planproces,
156