Hele publikationen i PDF

ningssystemet, udgjorde kristendomsindlæring i forskellige udgaver et grundelement i
ind- og udskolingen.
Til hel eller delvis afløsning af det gamle system advokerede Nyerere, som selv havde
gået i en katolsk missionsskole og forblev aktiv kirkegænger i hele sit liv, for et sekulariseret
skolesystem, som lagde vægt på fællesskab modsat ”individual advancement”.
Den tanzanianske grundskoles primære formål skulle være at ruste eleverne til et meningsfyldt
liv i de bondesamfund, som endnu i masser af år ville rumme langt størstedelen
af Tanzanias befolkning. I det skolesystem, man havde overtaget fra kolonitiden,
gjaldt det stadig, skrev han, at ”everything we do stresses book learning, and underestimates
the value to our society of traditional knowledge and the wisdom which is often
required by intelligent men and women as they experience life, even without them
being able to read at all.” Et andet sted siger han, at et væsentligt formål med skolegangen
skal være, at børnene og de unge lærer, at ”...be able to think for themselves, to
make judgements on all the issues that affect them; they have to be able to interpret
the decisions made through the democratic institutions of our society, and to implement
them in the light of the peculiar circumstances where they happen to live”.
Hovedvægten i skolesystemet blev lagt på grundskolen og med kiswahili som det første
undervisningssprog.
Ved uafhængigheden var der knap en halv million børn, som gik i den 7-årige grundskole
i Tanzania. Af disse gennemførte de fleste dog kun fire års skolegang. I 1967 gik
omtrent det dobbelte antal i skole, og med en stigende andel, som fuldførte 7 års skolegang.
I 1961 gik knap 12.000 i ”secondary school”, dvs. 8.-13. skoleår. Af disse tog
175 studentereksamen i 1962. I 1967 var der 26.000 elever i ”secondary schools”,
hvoraf 800 det følgende år bestod studentereksamen (kravene her svarede til studentereksamen
i Storbritannien). En stræben efter, at alle børn kom i skole, blev en væsentlig
målsætning i Tanzanias lighedspolitik. Efter få år var Tanzania trods et lavt udgangspunkt
ved uafhængigheden nået op på en højere skolefrekvens end de fleste andre lande
i Afrika og Sydasien.
Det østafrikanske Fællesskab
Som en sidste skelsættende begivenhed fra 1967, som Tanzania delte med sine østafrikanske
naboer, skal nævnes, at det var i dette år, at Det østafrikanske Fællesskab blev
vedtaget. Forud var gået et forberedende arbejde i en fælles kommission, den såkaldte
Philip Commission, opkaldt efter den neutrale formand, professor Kjeld Philip, som
FN havde foreslået. (Philip blev senere formand for Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde
i Danmark). Philip-kommissionens arbejde byggede på det fællesskab,
der i kolonitiden var etableret mellem de tre koloniområder Kenya, Uganda, Tanzania
om jernbaner, havne-, post- og luftfartsvæsen, landbrugsforskning og en fælles mønt,
plus det universitetsfællesskab, der blev oprettet i 1963.
Forhandlingerne forud for vedtagelsen af det nye fællesskab drejede sig blandt andet
24