Hele publikationen i PDF

producentpriser til bønderne, burde nedlægges og efterfølges af en privatisering af al
handelsvirksomhed. IMF’s krav var hverken realistiske af politiske eller af tekniske,
årsager, men det var uklogt at afvise kravene over en bank. Man måtte se på, hvad der
var fornuftigt i IMF’s forslag og derpå argumentere sagligt imod de dele, der ikke var
det.
Hvis IMF herefter ville være mere realistisk med hensyn til den tid, det vil tage at opvise
resultater af en ændret økonomisk politik og ville stille de nødvendige valutakreditter
til rådighed i mellemtiden, så burde regeringen til gengæld være parat med en kraftig
devaluering som udgangspunkt for en fremtidig vækst i landbrugseksporten, hvilket
var en nøgle i krisebekæmpelsen. Devalueringen ville begunstige landbefolkningen på
byernes bekostning, men eftersom gennemsnitsindkomsterne på landet utvivlsomt var
lavere end i byerne, burde det ikke skræmme regeringen.
Et særligt problem var de manglende muligheder for at udnytte de mange dårligt forberedte
investeringer, som var foretaget i 1970’erne. De var for en stor del finansieret
ved billige udenlandske lån og gaver, som havde været bundet til bestemte projekter,
og som snarere tilfredsstillede kommercielle behov i donorlandene end i Tanzania. Det
var nødvendigt at tilskynde donorerne til i stedet at finansiere import af reservedele og
driftsmidler for at sikre de nødvendige produktioner og forbrug.
Seminaret, eller i hvert fald universitetsøkonomerne, konkluderede, at hovedproblemet
i Tanzanias aktuelle økonomiske krise var de dårlige vilkår, der var for landbrugets
vækst og valutaindtjening. Et første skridt til at bedre disse forhold var devalueringer,
nedlæggelse af urentable statsforetagender, afvikling af det meste af priskontrollen og
en gradvis liberalisering af markedsføringen af fødevareafgrøder. Dernæst måtte man
sikre en effektiv distribution af driftsmidler såvel som af basale forbrugsvarer til landbefolkningen.
Det var nødvendigt med en hurtig rehabilitering af transportsektoren – og ikke kun af
havne, jernbaner og vejnet, men også af det kørende materiel. Vejtransporten burde
overlades til private vognmænd. Endelig blev det betonet, at der måtte indføres brugerbetalinger
(”to those who can afford”) i skoler og sundhedsvæsen og for drikkevandsforsyning.
Dette var uomgængeligt, hvis hele befolkningen skulle have adgang til
disse goder, som det havde været regeringens og partiets målsætning i 1960’erne, og
som der var skabt et grundlag for med de store offentlige investeringer i 1970’erne.
46