Hele publikationen i PDF

på, at økonomisk udvikling eller vækst, defineret som den årlige stigning i det reale nationalprodukt,
er en funktion af – og proportionel med – tilvæksten i landets kapitalapparat.
Væksten i kapitalapparatet defineres som summen af de årlige nettoinvesteringer
i samfundet, som finansieres gennem privat eller offentligt opsparing. I det omfang,
opsparingen i samfundet ikke er stor nok til at sikre en ønsket høj økonomisk
vækst, hvad den ikke var i fattige lande, må regeringen søge at tiltrække fremmed kapital
i form af direkte udenlandske investeringer i virksomheder og/eller ved lån og gavebistand
udefra.
For de fattigste lande var interessen hos udenlandske, private investorer begrænset,
undtagen i lande, hvor der fandtes olie eller metaller i undergrunden. I Tanzanias første
femårsplan, hvor man stilede mod en økonomisk vækst på fem procent om året,
men ikke regnede med et meget betydeligt bidrag fra private udenlandske investorer,
satsede man på international udviklingsbistand i form af gaver og lån. Disse bidrag
skulle finansiere, hvad der svarede til halvdelen af planperiodens offentlige investeringer,
heraf en væsentlig del i fysisk infrastruktur og undervisningsinstitutioner.
”Selfreliance”
”Selfreliance” (dvs. økonomisk uafhængighed) var et nøgleord i den tidlige tanzanianske
planlægning. Det stod dog klart, at den nye nation en rum tid fremover ville være
stærkt afhængig af specialiseret udenlandsk arbejdskraft. Det gjaldt om at gøre sig uafhængig
heraf, og derfor fik uddannelsessektoren en meget høj prioritering. Udbygning
af grundskoler, gymnasier og videregående uddannelser stod øverst på listen i den første
femårsplan.
For hurtigst muligt at imødekomme behovet for tanzanianere med videregående uddannelser
og derved mindske den store afhængighed af udenlandske eksperter, blev
der straks efter uafhængigheden etableret et University College i Dar es Salaam med bistand
fra i første omgang især USA, Canada og Storbritanien. Det var den ene af de
tre universitetsafdelinger, som sammen med afdelinger i Uganda og Kenya udgjorde
det nye University of East Africa.
For at opnå så høj kvalitet som muligt og holde udgifterne til de forholdsmæssigt kostbare
uddannelser nede, blev der vedtaget en arbejdsdeling mellem de tre universitetsafdelinger,
så nogle fakulteter var fælles og andre kun fandtes et af stederne. Der blev i
de første 5-10 år rekrutteret lærere og forskere til Dar es Salaam fra universiteter i både
østlige og især vestlige lande, inklusive Danmark.
Som led i de daværende ønsker om at knytte de tre østafrikanske lande nærmere sammen,
blev de studerende fra de tre lande fordelt mellem alle tre afdelinger. Den første
femårsplan havde som en af sine målsætninger, at Tanzania fra 1981 i hovedsagen
skulle være selvforsynende med kandidater med uddannelser, som svarede til behovene
inden for den offentlige administration, undervisningssektoren m.m. Fordelingen af
tanzanianske studerende på universitetets tre afdelinger og fakulteter blev tilpasset denne
målsætning.
20