Hele publikationen i PDF

auer og private banksteder som led i liberaliseringen af vareimporten og med henblik
på at lukke gabet mellem den officielle valutakurs og kurserne på det sorte marked.
Mens de første 5-6 år efter 1986 hovedsagligt var viet bestræbelserne på at stabilisere
makroøkonomien, blev der med ERP II også sat ind på de egentlige strukturreformer.
Der blev således ydet et Verdensbanklån til sammen med andre donorer at medfinansiere
en personalereform inden for det offentlige og til rekonstruktion og privatisering af
den finansielle sektor.
Som en ramme for gennemførelsen af de nye reformprogrammer foreskrev IMF og
Banken, at der skulle udarbejdes såkaldte Policy Framework Papers. Disse Framework
Papers, som blev introduceret overalt i Afrika i forbindelse med strukturtilpasningsprogrammerne,
blev i princippet udarbejdet af modtagerlandet, i dette tilfælde Tanzanias
regering, men reelt blev de produceret i Washington af økonomer i Verdensbanken og
IMF, i bedste fald med en perifer inddragelse af modtagerlandets egne eksperter. Et
Policy Framework Paper indeholdt anvisninger på den økonomiske politik samt en
tidsplan for gennemførelsen af de strukturreformer, der blev aftalt med Banken.
Verdensbanken og IMF fortsatte med at præge Tanzanias økonomiske politik og reformprogram
efter 1992, hvor Policy Framework Paper blev suppleret med et treårigt
tanzaniansk plan- og budgetsystem.
Beslutningerne omkring stabiliserings- og strukturprogrammerne var i de første mange
år præget af mindre gennemsigtighed omkring den økonomiske politik, end man havde
været vant til i Tanzania.
De bilaterale donorer mobiliseres
Som nævnt havde flere bilaterale donorer neddroslet deres bistand i første halvdel af
1980’erne, mens de afventede en aftale med både IMF og Verdensbanken. Med borgfreden
i 1986 blev grunden lagt til mere bilateral bistand til landet. Startskuddet blev
affyret i 1986, da man efter mange års pause genoptog de konsultative gruppemøder,
der for de afrikanske modtagerlande af bistand fra Banken hidtil var blevet holdt godt
og vel hvert andet år i Verdensbankens mødelokaler i Paris.
Foruden ledende økonomiske ministre og embedsmænd fra det involverede klientland
deltager der i disse konsultative møder repræsentanter fra andre internationale organisationer
og fra de bilaterale donor-administrationer (embedsfolk fra de kontorer, som
formidler bistanden til det pågældende klientland) og med en af Bankens vicepræsidenter
i formandssædet – for de afrikanske lande normalt chefen for Bankens Africa
Region. IMF optræder som observatør.
I løbet af 1990’erne er kredsen af deltagere i disse møder blevet udvidet til også at
omfatte repræsentanter for det såkaldte civilsamfund – erhvervsorganisationer og andre
private organisationer (NGO’er). Derimod blev Nationalforsamlingen eller dens finansudvalg
m.fl. ikke inddraget i regeringens dialog med Verdensbanken og donorerne.
Umiddelbart kan det forekomme urimeligt, at erhvervsrepræsentanter og repræsentan-
48