Hele publikationen i PDF

mere end halverede deres realløn på få år. Hertil kom, at med de masseafskedigelser,
som var en del af de såkaldte ”civil service”-reformer, voksede usikkerheden hos de
ansatte. Det er indlysende, at en sådan udvikling rummer stærke incitamenter til at kræve
bestikkelse. Som et andet eksempel på øget korruption i kølvandet af reformerne
kan nævnes privatiseringerne, hvor der angiveligt forekom ”deling i porten” mellem
nogle af dem, som fastsatte priserne på de privatiserede foretagender, og dem, ofte
udefra, som købte dem.
Som i andre af verdens lande, hvor den lille, men nok især den meget store, korruption
og økonomiske kriminalitet er blevet et voksende problem, er der også i Tanzania
fra tid til anden blevet taget officielle skridt til at bekæmpe dette uvæsen. Selv om det
tidsmæssigt ligger i udkanten af rammen for nærværende fremstilling skal det nævnes,
at efter præsidentvalget i 1995 nedsatte den nyvalgte præsident en kommission, som
efter mindre end et år fremkom med den meget fyldige, såkaldte Warioba-rapport, der
også uden for Tanzania er blevet rost meget. Rapporten var opkaldt efter den dommer
og tidligere statsminister, som var formand for kommissionen. Warioba-rapporten
rummer en gennemgang af de mange forskellige former for korruptionen, som forekom
i Tanzania, og indeholdt en række forslag til at bekæmpe fænomenet, som der
efterfølgende blev fulgt op på med større eller mindre effektivitet. Ud over de mere
traditionelle metoder til at bekæmpe korruptionen blev der lagt kraftig vægt på større
offentlighed og gennemsigtighed i den offentlige forvaltning. Det skete bl.a. ved en løbende
og grundig information til de berørte befolkningsgrupper om deres ret til
ydelser, som offentligt ansatte ellers kunne fristes til at beslaglægge. Støtte til en fri og
åben presse blev også fremhævet som værende af stor betydning. 7)
3) Ejerskabet
Et tredje problem, som påvirkede udviklingen i Tanzania i disse år, var donorernes, og
især IMF’s og Verdensbankens, alt for stærke dominans over beslutningsprocesserne.
Dette problem blev første gang synligt gennem den negative reaktion og manglende
opbakning, som tanzanianerne oplevede, da de i begyndelsen af 1980’erne selv tog initiativ
til at iværksætte en reformproces. De gjorde da den erfaring, at det var meget
vanskeligt at opnå støtte til forandringer, hvis de ikke var fuldt ud accepteret af donorerne.
Det førte i de følgende år til en ““shying away” from effective participation in
the design and operation of aid projects and programmes, a situation which has not
facilitated progress towards the ownership of the development programmes. Consequ-
7) Hvordan det siden er gået er der redegjort for i rapporten, The State of Corruption in Tanzania, Dar es Salaam,
okt. 2002, der er produceret af Economic and Social Research Foundation (ESRF) sammen med
The Front Against Corrupt Elements in Tanzania (FACEIT).
52