Hele publikationen i PDF

Commissioners – en blanding af embedsmænd og partibureaukrater. Resultatet blev en
mærkbar svækkelse af kvaliteten af de specialiserede serviceydelser. Det gjaldt ikke
mindst landbrugets statslige konsulenttjeneste. Samtidigt med denne dekoncentration
af statsmagten blev de lokale regionale råd og distriktsråd nedlagt. De stammede fra
kolonitiden og fik deres indtægter fra lokale skatter og afgifter, som efterhånden var
svundet ind.
Konsekvenser for udviklingsbistanden
Denne udflytning af dele af statsapparatet harmonerede med ideer, som var blevet udklækket
i donorsamfundet, om at udviklingsbistanden skulle gå til fattigdomsbekæmpelse
i landdistrikterne, hvor langt størstedelen af den udbredte fattigdom i udviklingslandene
forekom. Donorernes ønsker om, at dele af deres bistand skulle overføres direkte
til landdistrikterne, førte til, at såkaldte integrerede udviklingsprojekter og -programmer
blev sagen. I Tanzania satte en række donorer – Verdensbanken, USAID,
EF-Kommissionen, Storbritannien, FAO/IFAD (med dansk støtte), Tyskland og Danmark
(for en kort stund) – ind på udviklingsprojekter eller -programmer, der var koncentreret
i en enkelt region (hvert land/organisation sin region) og typisk med vægt på
landbruget. Som indledning til denne nye måde at kanalisere bistanden på udsendte
donorerne planlægningshold, som med støtte af lokalt personale fik i opdrag at udforme
en integreret plan for støtten i den udvalgte region. Kun få af de integrerede udviklingsprojekter
eller -programmer blev realiseret, før beslutningen om tvungne landsbysammenslutninger
var sat i værk i 1974. Ingen af dem blev nogensinde noget, der
lignede en succes.
Heller ikke i andre lande blev disse projekter med deres fjerndirigerede donorindblanding
nogen succes. Eksempelvis var det i et EF-integreret projekt i Machakos-distriktet
i Kenya forudsat, at EF-repræsentationen sammen med kontorer i Bruxelles skulle forsøge
at koordinere (integrere) en EF-bistand, som inddrog mere end en halv snes forskellige
ministerier. Det fungerede ikke godt. Et spektakulært eksempel på et integreret
projekt fra dansk bistandshistorie var den mangeårige, ret så ressourcekrævende, bistand
til Noakhali-distriktet i Bangladesh.
Landsbyreformen
Tanzania havde siden begyndelsen af 1970’erne været nettoimportør af korn, men da
1973 og 74 var år med ekstreme klimaforhold (tørkeproblemer i nogle områder og i
andre oversvømmelser), førte det til en markant stigning i kornimporten i 1974 – heraf
en del som fødevarebistand. Sammen med en kraftig forringelse af bytteforholdet som
følge af det første olieprischok i 1973, opstod der alvorlige betalingsbalanceproblemer,
som også af andre grunde kom til at plage landet resten af årtiet og ind i det næste.
Den eneste undtagelse var 1977, hvor landet oplevede en kortvarig, kraftig valutatilstrømning
som følge af kortvarigt høje kaffepriser på verdensmarkedet.
28