Hele publikationen i PDF

Allerede før den bilaterale danske bistand satte sit præg fra begyndelsen af 1970’erne,
var flere fællesnordiske projekter løbet af stablen i Tanzania.
Den danske bistand og den meste anden bistand til landet respekterede indtil anden
halvdel af 1970’erne det, som siden begyndelsen af 1990’erne er blevet benævnt nationalt
ejerskab (til et modtagerlands udviklingsplaner og deres forvaltning). Herom vidner
også de forholdsvis få ressourcer, der fra dansk side blev anvendt på at administrere
bistanden, inklusive bemandingen af kontoret på den danske ambassade i Dar es Salaam.
Den voksende bistand øgede Tanzanias samlede import- og investeringskapacitet
men samtidig også landets afhængighed af donoroverførsler.
Voksende donorindblanding (1975- 86)
Fra midten af 1970’erne da de første alvorlige krisetegn slog igennem, skete der en
øget donorindblanding af projekterne, og det gjaldt også den danske bistand.
Den voksende indblanding udefra manifesterede sig i den måde, bistanden blev overført
til Tanzania på fra bl.a.. Danmark. I Danidas tilfælde foregik overførslerne på forskellige
måder, som til dels var overlappende, nemlig:
1) ved overførsler af projektbevillinger fra Udenrigsministeriet i København til landets
finansministerium, der sørgede for den videre overførsel til det relevante fagministerium,
som havde ansvar for, at midlerne blev anvendt til de projekter i ministeriets
regi, som de i Danmark var bevilget til;
2) direkte til respektive fagministerier, eller
3) direkte til projekterne via bistandsmissionen i Dar es Salaam;
4) i form af leverancer af varer og tjenesteydelser, som var aftalt med bistandsmissionen
i Dar es Salaam eller med indkøbsenheden i Udenrigsministeriet i København;
5) Tanzania stod selv for indkøbene i Danmark.
Punkt 1) forekom især i bistandens tidlige år, indtil midten af 1970’erne. 2) blev mere
almindelig i de følgende år, mens 3) blev den almindeligste form fra slutningen af
1970’erne, hvor det også blev almindeligt med danske projektledere, som ud over at
have den faglige kompetence også blev tildelt et ansvar for at forvalte økonomien. 4)
forekom typisk sammen med 3), hvor der var tale om projektleverancer og projekteksperter.
I de fleste tilfælde var projekteksperterne danskere. Det samme gjaldt de såkaldte
enkelteksperter. Hertil kom korttidseksperter fra danske firmaer, bl.a. tilsynsførende
ingeniører, der var tilknyttet firmaernes kontorer i Dar es Salaam. 5) gjaldt for statslånsleverancerne
i alle årene.
Så længe bistanden blev overført via Finansministeriet, var det i princippet muligt for
de tanzanianske myndigheder at behandle overførslerne på lige fod med landets egne
ressourcer, som blev stillet til rådighed for fagministerierne af Finansministeriet. Da
det blev mere almindeligt, at donorerne overførte bistandsmidlerne først til fagministerier
og efterhånden direkte til projekterne, blev det vanskeligere for myndighederne at
155