Hele publikationen i PDF

om end en voksende modstand mod koloniadministrationen, som den blev oplevet i
det daglige af befolkningerne i det store land, hvor der blev talt mange forskellige bantusprog.
I kystområdet og på Zanzibar og enkelte andre steder var det talte og skrevne
sprog kiswahili, som er et bantusprog med et stærkt præg af arabisk og lidt portugisisk.
Det var i høj grad Nyereres fortjeneste, at swahili gennem skole- og voksenundervisning
blev så udbredt overalt i Tanzania, at det kunne gøres til landets officielle sprog,
om end engelsk fortsat blev anvendt meget i centraladministrationen.
De ihærdige og vellykkede bestræbelser for at gøre swahili til det nationale sprog fremhæves
ofte som en af Nyereres mange, utvivlsomme fortjenester ved skabelsen af en
national identitet.
TANU’s forhold til betydende interessegrupper
Tanzania blev formelt en étpartistat ved en grundlovsrevision i 1965. I virkeligheden
havde landet været det siden uafhængigheden i 1962, eftersom tilslutningen til partiet
allerede ved de to valg forud for uafhængigheden som nævnt var så overvældende, at
der reelt ikke eksisterede nogen politisk opposition uden for TANU. Derimod fandtes
der vigtige interessegrupper uden for det politiske system. Det gjaldt først og fremmest
de kooperative foreninger og fagforeningerne.
De kooperative foreninger, hvoraf de første så dagens lys allerede i 1920’erne, kom til
at spille en væsentlig rolle i uafhængighedsbevægelsen efter 2. Verdenskrig og senere.
Kooperationens forhold til partiet blev formelt fastlagt kort efter uafhængigheden, da
de kooperative foreningers paraplyorganisation, Cooperative Union of Tanganyika
(CUT), blev underordnet partiet som den ene af de såkaldte masseorganisationer. Forholdet
mellem kooperationen, regeringen og partiet før og efter uafhængigheden beskrives
som en del af baggrunden for Det nordiske Andelsprojekt, en af de ”cases”,
som er beskrevet i et anneks senere i denne fremstilling.
Fagforeningerne havde i kolonitiden haft som deres væsentligste rolle at varetage medlemmernes
løninteresser på de ”moderne” arbejdspladser inden for jernbanevæsen,
havne, postvæsen mm., og på de udenlandsk ejede sisalplantager, miner, industrier,
banker og andre virksomheder.
Det lykkedes tidligt TANU at inddrage fagforeningerne i uafhængighedsbevægelsen, og
fagforeningsledere fik fremtrædende poster i TANU. Da uafhængigheden nærmede sig,
rejste spørgsmålet sig imidlertid om, hvorvidt fagforeningerne skulle og kunne spille
deres traditionelle rolle som ensidige varetagere af deres medlemmers løninteresser
uden hensyn til andre befolkningsgruppers basale interesser. For den nye regering var
det klart, at de organiserede arbejdere og funktionærer måtte tilpasse deres lønkrav til
de samfundsøkonomiske realiteter. Selv om hovedparten af de faglige ledere stod partiet
meget nær, var der også nogle fagforeningsledere, der var forbeholdne. De kom til
at stå svagt i billedet ved uafhængigheden, fordi de blev mistænkt for at nære den ulmende
uro i hæren, som kunne være endt i et statskup i 1964.
14