Hele publikationen i PDF

ently, this situation has contributed to the erosion of the local ownership of the development
agenda” 8)
Tanzanias fremtidige ejerskab til landets udviklingsstrategi og -programmer fordrer, at
tanzanianerne fremover vil blive i stand til at varetage de krav til egen forvaltning, som
dette stiller. En væsentlig forudsætning vil her givetvis være, at de selv vil kunne stå for
at styre (”manage”) udviklingsprogrammerne. Det forudsætter igen opbygning af nye
institutioner og forbedringer af de eksisterende samt den fornødne kapacitet til at drive
dem.
Det er i dag vanskeligt at have nogen mening om effekten af de trænings- og undervisningsprogrammer,
som donorerne i fortiden var med til at finansiere og udføre. Givet
er det, at det ikke var godt nok. De vanskelige og lidet stimulerende arbejdsbetingelser,
som kunne tilbydes nyuddannet tanzaniansk arbejdskraft i ministerier og statslige institutioner,
bidrog i høj grad til det meget omtalte kapacitetsproblem. En stor del, i virkeligheden
måske størstedelen, af problemet var her ikke, at der var for få uddannede,
men at de nyuddannede, unge tanzanianeres evner blev udnyttet for dårligt eller slet
ikke. Det modvirkede direkte en gradvis opbygning af den nødvendige faglige kompetence
i ministerier og offentlige institutioner.
African Capacity Building Foundation
At den lokale kapacitet ofte er til stede i Afrika, er historien om African Capacity Building
Foundation et eksempel på:
I 1990 tog den daværende chef for Verdensbankens Afrika Region, Jaycox, initiativ til
– sammen med UNDP og Den afrikanske Udviklingsbank – at skabe en selvstændig
fond, kaldet African Capacity Building Foundation (ACBF). En række andre donorer,
inkl. Danida, blev inviteret til at yde økonomisk støtte og til at medvirke ved fordelingen
af fondens midler. Formålet med ACBF var at støtte opbygningen af de afrikanske
regeringers kapacitet til – uden for megen indblanding udefra – at opstille og udvikle
deres egne udviklingspolitikker og -programmer. Der var for en stor del tale om opgaver,
som siden strukturtilpasningsprogrammernes tilblivelse i 1980’erne var blevet udført
af Verdensbankens og Valutafondens økonomer. Det skete som oftest uden at de
inddrog de centrale ministerier med at udføre analyser og undersøgelser, som kunne
forbedre beslutningsgrundlaget for den økonomiske politik på kort såvel som på lang
sigt. Et andet formål med ACBF var at modvirke det ”brain drain”, hvor de veluddannede
forlod landet til fordel for bedre jobs i de rige lande – eller ikke vendte hjem efter
endt uddannelse.
I løbet af få år blev der oprettet en halv snes økonomiske institutter i stort set lige så
mange lande, udelukkende bemandet med lokale, veluddannede fagøkonomer. Det vis-
8) Citeret fra “Enhancing Aid Relationships in Tanzania: Report of the Independent Monitoring Group”, Dar es Salaam
2002. Rapporten er en evaluering af fremskridtene siden anbefalingerne i Helleiner-rapporten (se
senere), som blev afgivet til det konsultative gruppemøde i Dar es Salaam, december 2002.
53