Hele publikationen i PDF
Hele publikationen i PDF
Hele publikationen i PDF
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Resultaterne<br />
Ifølge en GOT/WHO/UNICEF/Danida-evaluering fra 1985 var der gennem dette<br />
program siden oprettelsen i 1982 sket en betydelig reduktion af medicinmanglen på<br />
landet. ”Essential drugs”-programmer var også blevet sat i værk i andre udviklingslande,<br />
men mange anså programmet i Tanzania for at være det mest succesfulde på grund<br />
af dets rækkevidde. Hvert år blev der uddelt 33.000 pakker til klinikkerne, og disse var<br />
til rådighed for mere end 20 millioner mennesker. Udover finansieringen af indkøbene,<br />
som 75 pct. af bevillingerne blev brugt til, blev der i de første år af den danske projektbevilling<br />
frem til 1990 betalt for programmer til at træne 3500-4000 sundhedspersonale<br />
på klinikker og sundhedscentre. En del af de resterende midler blev anvendt til<br />
at opbygge eller udbygge lagerfaciliteter og transportudstyr.<br />
Proceduren ved indkøb af medicinen<br />
Indkøbet og distributionen af medicin udgjorde den største post i projektet (op mod<br />
75 pct. af udgifterne). Det var derfor ikke overraskende, at danske medicinalfirmaer<br />
ønskede at få andel i leverancerne, idet man i branchen mente, at den danske finansiering<br />
burde give en vis fortrinsstilling til danske firmaer. Allerede i december 1982 fastslog<br />
den daværende udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen, én gang for alle i et svar<br />
på spørgsmål fra Folketingets udenrigsudvalg, at der ikke kunne blive tale om leverancebindinger<br />
til Danmark, og at man skulle følge de retningslinier, som var opstillet for<br />
UNIPAC (UNICEF’s verdenslager i Københavns Frihavn). WHO havde siden den<br />
første licitation i 1983 kontrolleret, at UNIPAC købte ind til konkurrencedygtige priser.<br />
Nogle problemer<br />
På trods af en relativt stor succes, når det gjaldt om at afhjælpe de akutte behov, led<br />
programmet under for langsomme fremskridt i retning af at blive integreret i det tanzanianske<br />
sundhedssystem. Her kom UNICEF og Danida til at stå skarpt over for hinanden,<br />
idet UNICEF fra sit kontor i Dar es Salaam ganske effektivt kørte programmet<br />
som et nationalt program uden om det tanzanianske primære sundhedssystem. Som leder<br />
af programmet var der en UNICEF-ekspert sammen med 3-4 andre UNICEF-ansatte.<br />
Danida insisterede imidlertid på, at programmet skulle integreres i den primære,<br />
tanzanianske sundhedstjeneste under Sundhedsministeriet, hvortil var knyttet danske<br />
rådgivere. Efter nogle skærmydsler mellem UNICEF i New York og Danida i København,<br />
med de tanzanianske myndigheder som statister, blev der gennemført visse ændringer<br />
i programmet, hvorved UNICEF’s ansvar fra 1987 gradvist blev indskrænket<br />
til kun at omfatte forsyningen af medicin, mens Danida støttede programmets tilpasning<br />
til den gradvise opbygning af et tanzaniansk distributionssystem.<br />
Billigere medicin til de fattige?<br />
Det kan til delvis støtte for projektets og især UNICEF’s prioritering af de kortsigtede<br />
126