Hele publikationen i PDF

Resultaterne
Ifølge en GOT/WHO/UNICEF/Danida-evaluering fra 1985 var der gennem dette
program siden oprettelsen i 1982 sket en betydelig reduktion af medicinmanglen på
landet. ”Essential drugs”-programmer var også blevet sat i værk i andre udviklingslande,
men mange anså programmet i Tanzania for at være det mest succesfulde på grund
af dets rækkevidde. Hvert år blev der uddelt 33.000 pakker til klinikkerne, og disse var
til rådighed for mere end 20 millioner mennesker. Udover finansieringen af indkøbene,
som 75 pct. af bevillingerne blev brugt til, blev der i de første år af den danske projektbevilling
frem til 1990 betalt for programmer til at træne 3500-4000 sundhedspersonale
på klinikker og sundhedscentre. En del af de resterende midler blev anvendt til
at opbygge eller udbygge lagerfaciliteter og transportudstyr.
Proceduren ved indkøb af medicinen
Indkøbet og distributionen af medicin udgjorde den største post i projektet (op mod
75 pct. af udgifterne). Det var derfor ikke overraskende, at danske medicinalfirmaer
ønskede at få andel i leverancerne, idet man i branchen mente, at den danske finansiering
burde give en vis fortrinsstilling til danske firmaer. Allerede i december 1982 fastslog
den daværende udenrigsminister, Uffe Ellemann-Jensen, én gang for alle i et svar
på spørgsmål fra Folketingets udenrigsudvalg, at der ikke kunne blive tale om leverancebindinger
til Danmark, og at man skulle følge de retningslinier, som var opstillet for
UNIPAC (UNICEF’s verdenslager i Københavns Frihavn). WHO havde siden den
første licitation i 1983 kontrolleret, at UNIPAC købte ind til konkurrencedygtige priser.
Nogle problemer
På trods af en relativt stor succes, når det gjaldt om at afhjælpe de akutte behov, led
programmet under for langsomme fremskridt i retning af at blive integreret i det tanzanianske
sundhedssystem. Her kom UNICEF og Danida til at stå skarpt over for hinanden,
idet UNICEF fra sit kontor i Dar es Salaam ganske effektivt kørte programmet
som et nationalt program uden om det tanzanianske primære sundhedssystem. Som leder
af programmet var der en UNICEF-ekspert sammen med 3-4 andre UNICEF-ansatte.
Danida insisterede imidlertid på, at programmet skulle integreres i den primære,
tanzanianske sundhedstjeneste under Sundhedsministeriet, hvortil var knyttet danske
rådgivere. Efter nogle skærmydsler mellem UNICEF i New York og Danida i København,
med de tanzanianske myndigheder som statister, blev der gennemført visse ændringer
i programmet, hvorved UNICEF’s ansvar fra 1987 gradvist blev indskrænket
til kun at omfatte forsyningen af medicin, mens Danida støttede programmets tilpasning
til den gradvise opbygning af et tanzaniansk distributionssystem.
Billigere medicin til de fattige?
Det kan til delvis støtte for projektets og især UNICEF’s prioritering af de kortsigtede
126