Hele publikationen i PDF

Fra sukkerkomplekset i Arusha
projekt, hvor det meste udstyr og management var importeret fra Indien, medgik kun
få danske leverancer. De danske lån blev for en stor del anvendt på import af procesudstyr
baseret på den ”danske” diffusionsmetode. Det var en teknologi, som var
udviklet af De danske Sukkerfabrikker i slutningen af 1960’erne, og som teknisk og
økonomisk var velegnet til at udvinde sukker fra sukkerroer i Danmark, men ikke optimal
til at producere rørsukker under tanzanianske forhold.
Da der var store problemer med at få sukkerproduktionen til at blive rentabel undtagen
ved at opretholde en meget kraftig importbeskyttelse, og da valutamanglen begyndte
at gøre sig alvorligt gældende under den første oliekrise i 1973, var man hos de
tanzanianske planmyndigheder allerede fra midten af 1970’erne inde på at omlægge
(noget af) landets sukkerproduktion til mindre produktionsenheder, der skulle anvende
lavteknologiske metoder, som var mindre valutakrævende og ikke stillede krav om at
bruge knap valuta til meget dyre udenlandske management-kontrakter.
Det blev ikke til så meget med omlægningen. Det stod dog klart for planmyndighederne,
at Tanzania ikke fremover havde udenlandsk valuta til at kunne bære en fortsat udvidelse
af produktionskapaciteten. Desuden ville landet have svært ved at opretholde
den produktionskapacitet, som var etableret. På grundlag af en kritisk Verdensbankundersøgelse
af sukkersektorens aktuelle situation blev de tre donorer derfor i begyndelsen
af 1980’erne enige om en såkaldt ”holding operation”, som begrænsede donorstøtten
til kun at omfatte finansieringen af en nødvendig rehabilitering og en begrænset
produktion. Af de to sidste danske statslån i 1980 og 1982 gik en del til at rehabilitere
fabriksanlæggene i Kilombero og Arusha, en anden del til en kostbar dansk management-kontrakt.
Hermed sluttede den danske støtte til rørsukkerproduktionen.
150