Hele publikationen i PDF

mellem rige og fattige regioner. De fleste fattige regioner var langt væk fra afsætningsmarkeder
eller havne – i nogle tilfælde mange hundrede kilometer. Det medførte kostbar
og valutaslugende lastbiltransport ad meget dårlige veje, hvis vejene ellers var fremkommelige
og lastbilerne ikke brød sammen.
Problemerne voksede, da regeringen i 1976 ved et dekret afskaffede de kooperative
unioner og erstattede dem med statslige foretagender, såkaldte ”crop authorities”. Disse
statslige organer var specialiserede i hver deres afgrøde (kaffe, sisal, bomuld, te, cashewnødder,
pyrethrum, sukker m.fl.). National Milling Cooperation (NMC), der bevarede
sit hidtidige monopol på at håndtere majs, ris og hvede, blev pålagt også at håndtere
såkaldt traditionelle og tørkeresistente afgrøder, især hirse og sorghum, udover at
markedsføre de hidtidige kornafgrøder. Der kunne være vanskeligheder med at finde
afsætning for disse ikke ret populære kornsorter hos forbrugerne i byerne.
Resultatet af den forfejlede prispolitik over for landbruget
Hvis de kooperative unioners håndtering af markedsføringen havde været utilfredsstillende,
så kom man fra asken til ilden med den nye ordning. Ineffektiviteten i de statslige
organers udførelse af disse mangeartede opgaver afspejlede sig i de priser, som
bønderne fik for deres produkter. For eksportafgrødernes vedkommende faldt bøndernes
andel af eksportværdien fra 70 pct. ved begyndelsen til kun godt 40 pct. ved slutningen
af årtiet. Noget af dette fald skyldtes dog øgede eksportskatter. For korn var
der et mindre fald i bøndernes andel: fra 45 pct. af salgsværdien ved årtiets begyndelse
til 35 pct. ved årtiets slutning.
Trods bøndernes faldende andele dækkede den endelige forbrugerpris for mel i byerne
kun 60-70 pct. af de samlede produktions- og transportomkostninger. Resten blev
dækket af et tilskud til melprisen fra statskassen. Dette statslige tilskud, der med tiden
udgjorde et ganske anseligt, årligt beløb, blev finansieret ved lån i den statsejede bank,
NBC (National Bank of Commerce). NBC genbelånte i centralbanken, Bank of Tanzania,
hvis seddelpresse accelererede. Herved blev der bragt ved til inflationsbålet.
Derfor oplevede bondebefolkningen også reelle værdiforringelser, som skyldtes inflationen.
Ved slutningen af årtiet var den pris, som de modtog for eksportafgrøderne, i
gennemsnit godt nok to en halv gange større end ved årtiets begyndelse, men på
grund af inflationen var den reelle pris kun godt halvdelen af, hvad den var ved årtiets
begyndelse.
Foruden en svigtende forsyning med driftsmidler, ineffektivitet i markedsføring, regeringens
favorisering af fødevareafgrøder og manglende justering af valutakurserne i
takt med inflationen, bidrog også de vigende verdensmarkedspriser til problemerne.
Verdensmarkedspriserne på tanzanianske eksportprodukter varierede meget i
1970’erne, men med en vigende tendens. Disse priser var dog ikke den væsentligste del
af forklaringen på den kraftige forringelse af indkomsterne for de bønder, som producerede
eller havde produceret eksportafgrøder.
34