Tidskrift for Biavl 1996

BRODER ADAM ER DØD
Af
Keld
Brandstrup.
Reerslevvej 42
4291 Ruds
Vedby
274
BUCKFAST ABBEY,
SEPTEMBER 1996
En epoke i biavlen fandt
sin endelige afslutning da
en fyldt klosterkirke på
Buckfast Abbey den 7. september
sagde endeligt farvel
til Br. Adam. De mange
deltagere i begravelsen var
alle mødt op for at vise en
af biavlshistoriens største
personligheder deres respekt.
Kun en månedstid efter
sin 98. fødselsdag sov Br.
Adam stille ind på plejehjemmet
„Redmount Nursing
Home“ i Buckfastleigh,
hvor han tilbragte sine sidste
år. Biavlen mistede dermed
en af de helt store pionerer,
og munkene på Buckfast
Abbey sagde farvel til
deres senior. Br. Adam var
igennem en årrække ikke
kun den ældste på klostret,
men også det ældste medlem
af fællesskabet „Order
TIDSSKRIFT FOR BIAVL 9/96
of St. Benedict“.
Br. Adam havde sit hjem
på Buckfast Abbey i 87 år,
heraf de 77 år som munk. I
en forholdsvis ung alder begyndte
han at arbejde med
klostrets bier, og var igennem
70 år leder og evig
drivkraft i biavlen på klostret.
Om Br. Adams store indsats
i tidens løb kan der
skrives bøger. Som gudsbenådet
biavler med en veludviklet
praktisk sans, udviklede
han driftssystemer, der
blev forbillede for tusindvis
af biavlere verden over.
Hans indfaldsvinkel til avlsarbejdet
med honningbien
har i tidens løb været genstand
for diskussioner og
uoverensstemmelser, til
trods for, at han i praktisk
sammenhæng har vist, at
han havde ret i sine
antagelser. Først sent i sit
livsforløb blev han officielt
hædret, bl.a. med doktorgrader
i Sverige og England.
Det officielle England
belønnede hans indsats
med et O.B.E. (Order of the
British Empire) for nogle år
siden.
Mange har på det sidste
rejst spørgsmålet: „Hvem
skal blive den nye Br.
Adam“? Svaret er enkelt:
„Ingen. Der findes ingen
duplica - det enorme arbejde,
han har udført i tidens
løb, kan ikke eftergøres“.
Imidlertid kan arven efter
Br. Adam løftes. Udover
at have Buckfaststammens
gener repræsenteret i titusindvis
af bifamilier verden
over, formåede Br. Adam at
videregive sin avlsmetodik.
Det værktøj, Br. Adam udviklede
og gav biavlerne i
hænde vil strække langt ind
i næste århundrede. Br.
Adams „Buckfastbi“, der ikke
kun er knyttet til et geografisk
sted, men i høj grad
til en metodik, vil ikke uddø
lige med det samme. Den
udbredelse af Buckfastbien
Br. Adam selv ønskede er
sket, og til det sidste var
han overbevist om, at der
er biavlere, der vil forsøge
at videreføre hans arbejde.
Br. Adam vil i alle sammenhænge
blive husket
som en stærk og livskraftig
mand. Meget ofte med en
humoristisk sarkasme, der
gjorde hans selskab til en
sand fornøjelse. Ud over
hans faglige ekspertise vil
Br. Adam blive savnet for
sin helt eventyrlige personlighed.