Tidskrift for Biavl 1996

gere. Inficerede bier vil hurtigt dø,
og bifamilien vil svinde ind og dø.
Virusen er fundet i Europa, Ægypten
og Canada.
VARROABEKÆMPELSE I NORGE
Preben Kristiansen, Norges Birøkterlag
Varroamiden blev påvist første
gang i Norge i marts 1993. I dag er
der registreret varroa hos ca. 250 biavlere.
Næsten alle angrebne bigårde
befinder sig på Østlandet (Oslo
og fylkerne rundt om Oslo), men der
er også påvist varroa i bigårde nord
for Trondheim og i den sydlige del
af landet. For at forsinke spredningen
er der rundt om de angrebne bigårde
lagt zoner med dertil hørende
flytterestriktioner samt oprettet
spærrelinier. Bekæmpelsen af varroa
skal ske ved brug af biotekniske metoder
og organiske syrer, og der er
ingen godkendte pesticider på markedet.
I 1994 gik vi i gang med en række
bekæmpelsesforsøg hos et antal biavlere
for at få afprøvet de forskellige
metoder og få dem tilpasset norske
forhold. Jeg vil i det følgende
omtale nogle af disse forsøg.
FORÅRSBEHANDLING MED
KRÄMERPLADER
Der har været en del interesse for
muligheden af at behandle med
krämerplader om foråret, og vi har
foretaget forsøg med denne behandlingsform
i to sæsoner. I et af
forsøgene, hvor behandlingen fandt
sted i en periode på 5 døgn i midten
af maj måned, blev bifamilierne delt
op i tre grupper. Den ene gruppe
blev ikke behandlet. De to andre
blev behandlet med krämerplader,
hvor arealet af åbningerne i plasten
var henholdsvis 20 cm² og 40 cm².
Nedfald af mider blev talt fra begyndelsen
af maj til midten af november.
Der blev før og efter behandlingen
undersøgt for dronning og de
forskellige stadier af yngel, samt
foretaget en vurdering af yngelmængden.
Før og efter behandling
samt ved honninghøst blev der udtaget
honningprøver, som blev analyseret
for indhold af myresyre. Endvidere
blev honningudbyttet af hver
bifamilie beregnet.
Nedfald af mider i perioden under
og lige efter behandlingen var stør-
KONKLUSION
Der findes ingen egentlige bekæmpelsesmidler
til virus hos honningbier.
De vigtigste forebyggende
re i de behandlede bifamilier end i
de ubehandlede, og nedfaldet var
størst i dem, som fik den højeste dosis
myresyre. I løbet af sommeren var
det derimod omvendt. Ved en vurdering
af angrebsgraden om efteråret
var forskellene mellem de tre
grupper imidlertid ikke af nogen
nævneværdig betydning. Umiddelbart
efter behandlingen var der et
noget større indhold af myresyre i
honningen fra de behandlede bifamilier,
jo mere myresyre, der fordampede,
jo større blev indholdet. I
den honning, som blev taget ud i
august, var niveauet dog det samme
i de behandlede som i de ubehandlede
familier. I bifamilierne med de
største åbninger i krämerpladerne
fordampede der så meget myresyre,
at det gav synlige skader. Ved behandlingens
afslutning var der kun
æg og forseglet yngel, men ingen
åben yngel. En sådan reduktion af
yngelmængden er uheldig, eftersom
der ser ud til at være en positiv sammenhæng
mellem antal tavler med
forseglet yngel i begyndelsen af juni
måned og honningudbyttet. I vore
forsøg var forårsbehandling med
krämerplader ganske vist uproblematisk,
hvad angår myresyreindholdet
i den honning, som blev taget
fra i august. Men den tilsyneladende
begrænsede effekt på varroapopulationens
udvikling sammenholdt med
det faktum, at yngelmængden reduceres,
viser, at forårsbehandling med
myresyre ikke kan anbefales.
BEHANDLING MED KRÄMERPLA-
DER DELT OVER TO PERIODER
Hvis bifamilierne ikke skal på lyngtræk,
kan det være en fordel at dele
behandlingen med krämerplader op
i to perioder. Første behandlingsperiode
på 7 dage foretages umiddelbart
efter honninghøst og under en
del af indfodringen. Den anden behandlingsperiode
på 14 dage foretages,
når bifamilierne er fodret helt
færdig. Det første forsøg med en sådan
delt behandling gennemførte vi
foranstaltninger for at forhindre udbrud
er at bekæmpe parasitære lidelser
og bakteriesygdomme hos bierne.
om efteråret 1994 i 7 bifamilier. Ved
start på første behandlingsperiode
blev der åbnet et areal på 20 cm² i
plasten. Krämerpladen blev fæstnet
med tegnestifter i en tom ramme,
som blev placeret lodret midt i stadet.
På toppen blev der anbragt en
foderbakke, som blev fyldt op med 6
liter sukkervand. Efter afslutningen
på første behandlingsperiode blev
rammen med krämerpladen erstattet
med en pakningsvæg, som blev
sat ind bagest i stadet. Pladerne blev
opbevaret køligt i tætsluttende emballage
indtil næste behandlingsforløb,
og bifamilierne blev fodret færdig
mellem de to behandlinger. Under
den anden behandlingsperiode
blev krämerpladerne lagt vandret i
staderne og trærammen til foderbakken
blev anvendt som fordampningsrum.
Arealet af åbningerne i
plasten blev fordoblet til ialt 40 cm².
Bierne trak uden problemer foderet
ned under den første behandlingsperiode,
og fungerede i øvrigt normalt
under hele behandlingsforløbet.
For at beregne effekten af krämerpladebehandlingen
blev bifamilierne
efterfølgende behandlet
med Bayvarol Strips (på dispensation),
hvorefter alle bier og materiel
blev destrueret. Den gennemsnitlige
daglige fordampning under de to
behandlingsperioder lå på henholdsvis
14, 5 gr. og 2,8 gr. I de 5 familier,
hvor der var flere end 10 mider, var
det gennemsnitlige antal mider som
blev aflivet ved behandlingen med
krämerplader og Bayvarol henholdsvis
61 og 1, 4, hvilket giver en behandlingseffekt
på 96,4%.
Alle mider, som blev aflivet ved
krämerpladebehandlingen, blev aflivet
under den første behandlingsperiode,
og forsøget viser, at en sådan
behandling kan give en høj effekt.
Den fordampede mængde myresyre
under anden behandlingsperiode
ville imidlertid næppe have været
tilstrækkelig til at aflive mider. Så
havde der været en reinvasion, ville
det samlede resultat nok have været
noget lavere. Fordampningen i anden
behandlingsperiode må derfor
øges, ved at man enten bruger en ny
eller genopladet krämerplade eller
Erhvervsbiavlernes Brancheorganisation 7