Tidskrift for Biavl 1996

DRONESAMLINGSPLADS
ELLER HVA’ ?
I: DE TO MODELLER
Af
Christian
Schousboe
358
For eller imod eksistensen af dronesamlingspladser - det er en
gammel diskussion. I denne artikel beskrives de klassiske opfattelser,
og i en kommende artikel sammenbygges de to synspunkter til
en helhedsopfattelse.
Spørgsmålet om, hvorvidt
der findes dronesamlingspladser,
og hvad sådanne
pladser i grunden er for noget,
det kan forekomme at
være et kuriøst emne at beskæftige
sig med. Man har
jo de udmærkede parringsstationer
og også inseminationsteknik.
Hvis dét er din mening,
så behøver du ikke at læse
mere hér.
Men for andre: Insemination
og parringsstationer
er vældigt fine redskaber,
teknikker. Men hidtil er de
blevet brugt uden tilstrækkelig
viden, og det kan ikke
blive ved.
Det drejer sig om honningbiens
parringsbiologi,
om hvorledes der sikres en
konkurrence mellem kønsceller
- en nødvendig proces,
som naturen har løst på
sin måde. Nu skal biavlerne
finde deres måde, så der
kan komme gode og livskraftige
bifamilier ud af
det.
FEROMON
Når dronningen er parringsklar,
afgiver den under flyvning
en duft, der tiltrækker
flyvende og parringsmodne
droner, det såkaldte kønstiltrækningsferomon.
Dette
TIDSSKRIFT FOR BIAVL 12/96
stof er så virksomt, at dronerne
kan spore og opspore
dronningen fra en afstand
på op til 60 m, medvinds
naturligvis; de droner, der
flyver i modvinds-retning
for dronningen, de mærker
ikke noget. Når en drone er
nået tæt på dronningen, ca
1 m, bliver synet mindst lige
så afgørende som lugtesansen
for, om dronen når frem
til dronningen før andre.
Dronningens feromon
og dronens lugte- og syns-
sans sørger altså for kontakten,
men først når de to
er kommet på relativ kort
afstand af hinanden - en
duftfane på (op til) 60 m er
trods alt ikke ret meget i
lufthavet.
MEN FØR?
Hvordan sikrer de to parter
sig så at være på det rigtige
sted på det rigtige tidspunkt?
Det spørgsmål er
der desværre flere svar på,
og der tegner sig endda to