Energi i fremtiden - globale, regionale og nationale ... - Teknologirådet

Så er der LNG, naturgas, og det interessante i det er, at der er en meget stærk stigende interesse i
Kina for naturgas som en faktor, der kan aflaste kul, og en faktor, der kan gøre, at Kina kan diversificere
og ikke bliver for afhængig af olie.
Hvis man går over til naturgas, og det er der altså stærke tegn på, at man er i færd med, så vil det få
store konsekvenser for globaliseringen, i og med at transportsystemet skal omlægges. Man kan ikke bruge
de samme tankskibe, og der vil være behov for at bygge modtagelsesterminaler på det kinesiske fastland.
Der er i øjeblikket planer i Kina om at bygge omkring 25 af sådanne store modtagelsesterminaler, og
de bliver ikke alle sammen bygget, det er åbenlyst. Men en betydelig del af dem vil blive bygget og dermed
også gennem denne industrielle anstrengelse skabe betydelige konsekvenser.
Det femte punkt er den anden del af diversificeringsanstrengelserne, og det er et forsøg på primært
at komme væk fra den meget store afhængighed af Mellemøsten – Mellemøsten, som vi jo alle sammen
ved, er et politisk ustabilt område. Og det er i Mellemøsten, at det, som vil være afgørende for islams
fremtid og dermed måske også i vidt omfang andre aspekter af udenrigs- og sikkerhedspolitik, nemlig en
civil borgerkrig inden for islam, finder sted.
Hvilken retning skal de arabiske islamiske lande bevæge sig i? Skal de fastholde den optik, som har
været gældende i ganske lang tid, nemlig med at der ikke er behov for at tilslutte sig mentalt globaliseringsprocessen,
at der ikke er behov for at springe fra det kirkelige – eller det religiøse – curriculum i skolerne
over til et verdsligt curriculum?
Eller skal man tage springet og forsøge at gøre det, modernisere – vil vi i Vesten sige, de vil måske
ikke bruge det samme ord – deres samfund, således at de kommer med på globaliseringen, at de kommer
med på udviklingen, at de ændrer deres uddannelsessystem og derved også kommer væk fra den gruppe
af lande, som jeg omtalte før, fra Marokko til Bangladesh, der har en faldende andel af verdenshandelen,
og i stedet for kommer ind i dem, der moderniserer, udbygger deres økonomi?
Det ved vi alle sammen, at det er det, der sker, og det er den debat, der finder sted i de pågældende
lande. Og det helt afgørende er, hvem der vinder den. Men i og med at vi ved, at det kan ske, og at det
måske kan være nogle, der vinder den, der ikke ønsker globaliseringen, så er det også klart, at der er en
meget stærk interesse for at diversificere geografisk og komme væk fra den store afhængighed.
Et af de områder, som melder sig her, det er Centralasien. Centralasien har formentlig nogle af
verdens største reserver. Men desværre er det altså Centralasien, og det indebærer, når man kigger på
landkortet, at det jo ikke lige præcis er i Centralasien, at den store efterspørgsel efter energi finder sted.
Det er jo ikke der, den bruges. Man skal faktisk adskillige tusinder af kilometer væk.
Derfor er der et transport- og logistikproblem, og der er også et politisk problem.
Transport/logistikproblemet er bygning af rørledninger. Og det kan måske overkommes. Det politiske
problem er, at de ofte skal føres igennem politisk ustabile områder.
Man har for nylig gennemført en stor rørledning, der går fra det vestlige Kina og ind i resten af
Kina til det østlige Kina, hvor de store industricentre ligger. Og den kinesiske tanke er at videreføre den
vestlige ende af denne rørledning til de store felter inde i Centralasien.
Alternativet til det er rørledninger, der går over til Det Kaspiske Hav, Tyrkiet, eller en rørledning
ned gennem Afghanistan og Pakistan. Og enhver, der åbner dagens avis, uanset hvilken udgave det vil
være, kan ikke undgå at komme til den konklusion, at det jo ikke lige præcis er de områder, hvor man
mener, der er den største sikkerhed for, at rørledningerne ikke vil blive afbrudt af uregelmæssigheder af
den ene eller den anden karakter, for nu at bruge et diplomatisk ord.
Den næste del er offshore, stigende interesse for offshore. Men desværre, venner, så ligger det jo
sådan, at en del af disse offshore er i omstridte områder. I Asien, hvor jeg bor, har vi Spratlyøerne i Det
sydkinesiske hav, hvor der er fem til seks asiatiske lande, der alle gør krav på øerne, dels fordi de er strategisk
interessante, for de kan bruges som en blokering af adgangsvejene, men primært fordi der er meget
store energireserver.
Foreløbig er man blevet enige om, at nu venter vi, nu er der ingen af os, der har suverænitet, men
før eller siden bliver man selvfølgelig nødt til at gå til biddet og få afklaret suverænitetsspørgsmålet, det
141