Energi i fremtiden - globale, regionale og nationale ... - Teknologirådet

mængde offentlige midler, end der vil være i de senere faser. Og så har vi det problem, at den offentlige
indsats blev halveret i perioden 2001-2003.
Målt pr. millioner-BNP US-dollars, så har USA en indsats på 254 dollars pr enhed, mens Danmark har en
indsats 174 dollars. Det samme gælder Sverige og Finland, som ligger højerere end Danmark. Dog ikke
Tyskland, som til gengæld i stedet har sin størrelse at trække på. Så vi har ikke umiddelbart midler til at
trække en vindmølle-industri nummer to igang. Vi bør virkelig gøre noget.
I forhold til investeringsbehovet, så opstår der to gab: Det ene er, når forskning og udvikling hører op, og
man går over til demonstration i de præ-kommercielle stadier. Det andet er der, hvor man hjælper teknologien
ind i en fri markedssituation. Der er Tyskland gode, mens vi i Danmark ikke er gode nok på de afgørende
områder.
Der er almindelig enighed om, at Danmark skal opfylde Barcelona-målene, dvs. at 1 procent af BNP skal
gå til offentlig forskning og udvikling og 2 procent af BNP til privat ditto. Hvis vi løfter niveauet relativt i
forhold til, hvad vi gør i dag, vil det betyde en fordobling af de nuværende beløb. Hvis vi tager hensyn til
de mange teknologier, der er indenfor energiområdet, så burde vi få midler fra det offentlige på omkring
½ til 1 milliard kroner om året.
To andre pionter er vigtige, fremhævede Tage Dræbye:
Der er grænser for, hvor hurtigt man kan lade forskningen vokse. Vi kan ikke fordoble bevillingerne fra
den ene dag til den anden, selvom der er ledige ressourcer til rådighed. Det tager tid at udvikle. Det afgørende
er ikke kun penge, men også en langsigtethed i politikken.
Der skal være afsætningsmuligheder for teknologierne, så der ikke bliver en akkumulering af nye teknologier,
der har nået et stadie, hvor de ikke kan komme videre.
Udpluk fra debatten om energiressourcer og teknologiudvikling:
Helga Moos (V) spurgte, hvorvidt den milliard kroner, som årligt postes i opstilling af vindmøller, tæller
med i de tal, som Danmark skal opfylde ifølge Barcelona-målsætningerne.
Tage Dræbye svarede, at støtten til vindenergien ikke er med i Barcelona-regnskabet, fordi det handler
om forskning. Hvad angår vindenergien er der derimod tale om en understøttet markedsfase, hvor man
er nødt til at give støtte for, at teknologien kan udvikle sig. Her er Danmark netop i forbindelse med vindenergien
fremhævet som et meget vellykket eksempel på, hvordan man har flyttet teknologien frem i de
forskellige stadier. Men det er ikke afsluttet, da vi ved, at vindenergien ikke er fuldstændig konkurrencedygtig
på prisen. Problemet er, at vi her har en fuldstændig CO 2-fri energiforsyning, men når vi sammenligner
med kul, olie og gas, så indregner vi ikke alle de ekstra omkostninger, som er forbundet med disse
energikilder. For eksempel afspejler priserne på CO 2-kvoterne, at der er tale om varm luft i Rusland, mere
end det er de faktiske omkostninger ved at nedbringe CO2-udslippet. Og det er klart et problem for de
vedvarende energikilder.
Helga Moos påpegede problemet i, at vi ikke lykkes med at få vores nye teknologier ud over Danmarks
grænser – og det giver problemer i forhold til, at vi skal satse på arbejdspladser. Som eksempler på teknologier,
der har klaret sig godt i Danmark, men ikke er kommet videre, nævnte hun kraftvarme, solvarme
og gylle-separering.
Til det svarede Tage Dræbye, at man ikke kan regne med gevinst hver gang. Nogle teknologier vil lykkes,
andre vil ikke. Det er et komplekst samspil, som man ikke kan designe fra starten. Det, man skal koncentrere
sig om, er, hvilken række af forskellige instrumenter eller virkemidler man har til rådighed i de forskellige
faser, og dem skal man så tilpasse situationen.
Stine Grenaa Jensen tilføjede, at af de værste måder at gøre en succes op på, er ved kun at fokusere på
pengene. Man glemmer, at hvis man kun sætter penge af til forskning og udvikling, så stopper udviklin-
27