Energi i fremtiden - globale, regionale og nationale ... - Teknologirådet

Det har folk jo gjort. Det har de også gjort mange andre steder i Danmark, de har også gjort det i høj
grad på Samsø. Det har de også gjort i fjernvarmeprojekter, altså de bliver ejere af projekterne. Man tager
ansvar for sin egen situation ved at købe sin varme, sin elforsyning, eller
hvad end det måtte være. Og det tror jeg måske er det aktiv, vi har.
Vi har en lang erfaring, et godt kendskab til vedvarende energi i Danmark. Og derfor skal vi nu
passe på, at vi ikke er kommet til at bremse for hårdt op, men stadigvæk give folk forhåbninger om, at det
kan betale sig at investere.
Hvis jeg må have lov at komme med et ganske lille eksempel: Jeg har sådan en kunde på Samsø, en
ældre dame, som havde penge stående i banken. Og det er der mange ældre folk, der har. De har sparet
penge op. Hun var skideirriteret over, at hun ikke fik nogen renter af de her penge. Og hun turde ikke
investere dem i aktier eller andre risikovillige investeringer.
Så kom der sådan et projekt, som var støttet af staten, nemlig SOL 1000-projektet, hvor man kunne
købe et solcelleanlæg, altså et elproducerende solcelleanlæg, som forsynede hendes husstand med strøm.
Så købte hun sådan et husstandsanlæg, altså 20 kvadratmeter solceller, som kostede cirka 60.000 kr. Og
som hun siger, det er sådan en fornøjelse at gå ud og kigge på min måler hver dag og se, hvor meget
strøm, jeg har lavet, og hvor meget jeg har solgt til elværket.
Hvis man kan få folk til det – for det er altså ikke nogen god forretning, det vil jeg så lige sige – så
er man nået et langt stykke hen ad vejen i forhold til den bevidsthed, der skal til for at få folk aktiveret og
gøre noget og bruge deres penge på andet end luksusvarer, men rent faktisk hænge dem op på taget og
lave en elforsyning.
Ordstyrer:
Peter, du blev spurgt om, hvilke vurderinger og hvilke præmisser ligger der bag din kurve for teknologigevinsten?
Peter Helmer Steen:
Ja, det var det ene spørgsmål. Og der ligger det bag, at vi har gået ind historisk og set, hvor stort teknologibidraget
har været. Og så har vi set på, hvad er en sandsynlig mængde af olie, man kan tage ud af kalken.
Og jeg tror, jeg viste, at den var 22 pct. stigende til 27 pct.
Vi mener, det er muligt at tage måske helt op til mellem 50 og 60 pct. af den olie ud ved anvendelse
af forskellige metoder. Det vi så har gjort er, at vi har taget historien, og så har vi set lidt på, hvordan en
konservativ udvikling kunne være, det vil sige, vi har ca. taget halvdelen af den teknologiske udvikling,
vi har haft i perioden frem til nu og sagt, der sker ca. halvt så meget i den kommende periode.
Med hensyn til det andet, du spørger om, styringsmuligheder, så er det jo først og fremmest sådan,
at hele det system vi baserer os på er en koncessionspolitik. Den er faktisk også fastsat i EU, og det gør, at
man udsteder nogle koncessioner, og i de koncessioner er der nogle vilkår, som bl.a. handler om, at et
selskab, der finder olie og gas, har også lov til at udnytte det.
Så er der takten, de må udnytte det i. Det skal selvfølgelig være inden for den periode, de har deres
bevilling, men takten kan du i nogen udstrækning regulere i undergrundsloven ved, at man skal godkende
den, når et felt skal udbygges, og produktionsmængderne skal godkendes hvert eneste år. Men det er
klart, at den godkendelse skal baseres på alene ressourcemæssige spørgsmål, nemlig at man må ikke
producere mere end det, der er fornuftigt i forhold til reservoiret. Hvis man producerer så meget, så det
skader indvindingsgraden, så kan myndighederne gå ind og sige stop. Så den egentlige regulering af takten
ligger i koncessionsvilkårene.
Ordstyrer:
Helga har et lille opfølgende spørgsmål.
Helga Moos:
169