Energi i fremtiden - globale, regionale og nationale ... - Teknologirådet

En international regulering på videnskabeligt grundlag betyder, at man målrettet kan mindske
skadevirkningerne. Det er således beregnet, at en fuldstændig implementering af Göteborg-protokollen
vil betyde, at de forsurede områder i Europa reduceres med omkring 85 pct., de overgødskede med 65 pct.
og de ozonbelastede med 50 pct. Også væsentlige reduktioner i belastningen af menneskeligt helbred
forventes.
I den industrialiserede verden er problemerne med grænseoverskridende luftforurening altså erkendt,
og de teknologiske forudsætninger for at læse dem er til stede, selv om der er nogen vej endnu.
Heller ikke Göteborg-protokollen fjerner alle problemerne. I udviklingslandene og i de tidligere kommunistiske
lande giver væksten fortsat alvorlige miljøskader. Men det er dog kun et spørgsmål om tid og
overførsel af eksisterende moderne teknologi, før problemerne begynder at blive løst.
Værre er det, at den globale vækst har rykket problemerne endnu en tand op i geografisk skala.
Udslippet af CFC-gasser og deres nedbrydning af ozonlaget synes på vej mod en løsning, selv om der stadig
væk er problemer med udslip i ulandene. Langt alvorligere er det med de stoffer, som man ikke kan
fjerne ved at bruge andre brændsler og råmaterialer, eller ved at sætte filtre på skorstene og udstødningsrør.
Ved anvendelse af kul, olie og gas i energisektoren er det uundgåelige slutprodukt ved selve forbrændingsprocessen
gassen kuldioxid. I landbrugssektoren gælder det metan og lattergas. Disse såkaldte
drivhusgasser udsendes i så store mængder, og de har en så stor levetid i atmosfæren, at deres koncentrationer
i atmosfæren stiger, og sammen med andre drivhusgasser så forskyder de, gennem strålingsabsorption,
energibalancen i jord- og atmosfæresystemet, og medfører dermed globale klimaændringer. Det
kan ændre betingelserne for både mennesker og natur på hele kloden.
Problemet her er, at vel har de industrialiserede lande hidtil haft hovedansvaret for udsendelsen af
drivhusgasser, men i fremtiden vil hovedansvaret ligge hos udviklingslandene, ikke fordi deres materielle
levestandard er for høj, men ganske enkelt fordi deres befolkning er så stor. Den egentlige opgave for
ilandene er derfor at udvikle og overføre teknologi til ulandene, der tillader en forureningslav vækst. Det
er i virkeligheden mindst lige så vigtigt som selv at udnytte teknologien. Og det skal her bemærkes, at
Kyoto-aftalen og hvad deraf er fulgt, jo endnu ikke stiller nogen krav til ulandene.
Men man kan ikke inden for en overskuelig årrække helt undvære fossile brændsler, og derfor må
man forsøge at begrænse forbruget, og eventuelt finde muligheder for at deponere kuldioxid i undergrunden,
eller f.eks. gennem økologisk skovvækst. Helt undgå klimaændringer kan man ikke. Virkningerne
vil muligvis blive håndterbare i den industrialiserede verden, selv om en vis tilpasning bliver
nødvendig, og det må planlægges i tide. Langt værre er det, at ulandene med en primitiv infrastruktur og
dermed ringe tilpasningsevne, vil få svært ved det. Også på dette område vil teknologioverførsel blive
nødvendig.
Man kan selvfølgelig formindske afhængigheden af fossile brændsler. I Danmark sker det bl.a. ved
udbygning af vindkraft, men det er dog ikke uden problemer. Dels er der en æstetisk virkning med mange
store møller, selv om de står til havs, dels blæser det ikke altid, og man har endnu ikke udviklet passende
lagringsmuligheder. Tilsvarende problemer vil opstå ved f.eks. solenergi produceret med solceller. Solceller
skal indpasses i arkitekturen, og i øvrigt så skinner solen ikke altid. Vil man gå over til biobrændsel, så
vil det give forurening med øget anvendelse af gødning, pesticider osv.
En mulig løsning vil være en international storskalasammenkobling af energisystemer, således at
tidsmæssige svingninger kan jævnes ud. På længere sigt kan klimaændringer påvirke produktionen af
vedvarende energi. Også dette skal tages i betragtning.
En lovende mulighed er brintteknologi, hvor brinten fremstilles ved hjælp af alternative energikilder
og oplagres som brændstof. Det giver bare nye miljøproblemer i forbindelse med udslip, lagring og
transport.
Problemer med trafik har været nævnt flere gange, og det gælder fortrinsvis biler. Allerede nu kan
man fremstille konventionelle biler med et langt mindre brændstofforbrug end almindeligt, men de er
meget dyre, og der synes ikke at være politisk vilje til effektivt at sænke afgifterne. Hertil kommer, at
befolkningen synes at foretrække accelerationer, der er unødvendige, og tophastigheder, der er ulovlige.
197